0 kommentarer

Jeg vågner op som fremmed af Özcan Ajrulovski

af d. 3. oktober 2017
Info
 
Sideantal

120

Udgivet

2017

ISBN

9788793215191

 

Da jeg først hørte om digtsamlingen var min første tanke, “Åh nej, ikke en Yahya Hassan mere”. Jeg blev heldigvis positivt overrasket, det var ikke en Hassan mere. Ikke helt i hvert fald.

Özcan Ajrulovskis digtsamling “Jeg vågner op som fremmed”, er et interessant indblik i hvordan livet er for en dansker, der ikke er kronisk vinterbleg som jeg. Og for en dansker der ikke kan dokumentere sit tilhørsforhold til Danmark, tilbage til starten af 1500-tallet, sådan som jeg kan. Men gør min blege hud og mit alenlange stamtræ, at jeg er mere dansker end Özcan Ajrulovski? Næh, egentlig ikke.

Gennem en lang række digte giver forfatteren mig en rigtig fin indføring i hvordan det er at være født og opvokset i Danmark, og hvordan det er at føle sig hjemme i et land der på mange områder hellere så at han ikke var her. Det giver stof til eftertanke, og det kan man aldrig få for meget af. I et af digtene udtrykker han det meget præcist:

Jeg vågner op som fremmed
i et land der er mit
går ud af døren som kriminiel
med en straffeattest der er hvid
Jeg læser overskrifterne som skyldig
når aviserne sælges
ser valgkampagnerne sigte på mig
når næste regering skal vælges

Et andet sted leger han med ordet “Dannebrog” og det at danne bro mellem kulturer, hvilket jeg aldrig selv har tænkt på. Tak for den fine ordleg, den blev jeg også klogere af.

Der var to ting der slog mig under læsningen af “Jeg vågner op som fremmed”.

Det første var digtene selv. I dag er digte jo mange ting, og mange tekster kan præsenteres som digte. Men jeg ser egentlig ikke teksterne i digtsamlingen som digte. Jeg savner en eller anden form for rytme og melodi i teksterne, der i mine øjne mere har karakter af opremsning med indlagte rim, der ikke rigtig fungerer. Det gør ikke teksterne dårligere, men digte? Jeg er ikke helt sikker.

Det næste der slog mig, var det samme jeg bed mærke i efter at have læst Yahya Hassans digtsamling “Yahya Hassan”. Det hele er alle andres skyld. Og det ærgrer mig, og det ærgrer mig især i dette tilfælde. Özcan Ajrulovski virker nemlig ikke som en mand der ønsker at synke ned i selvmedlidenhed, fordi alle andre er onde ved ham. Han virker som en mand der tager sig selv og tilhørsforholdet til hans land alvorligt. Jeg ville rigtig gerne have hørt noget om hvad han selv gør, for at forandre tingenes tilstand, og ikke nøjes med at sige at det hele er forfærdeligt, og at det er alle andres skyld. Efter at have læst hele digtsamlingen, sad jeg lidt med en “øv – det kunne du have gjort bedre” følelse. Det giver ikke så meget mening at tale om at danne bro, når man primært bare står og råber ad dem på den anden side af kløften. Men, ret skal være ret. Ajrulovski gør jo også noget – han skriver denne digtsamling, som jeg uanset hvad, blev klogere af. Jeg savner bare virkelig meget, at han også tør involvere sig selv i en løsning.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter