0 kommentarer

Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid

af d. 15. april 2017
Info
 
Sideantal

245

Udgivet

2017

ISBN

978-87-11-56550-6

Originaltitel

I'm thinking about ending things (oversat af Alis Friis Caspersen)

Udgave

1. udgave

 

Umiddelbart lyder bogens plot meget almindeligt. En ung kvinde skal for første gang med hjem og besøge kærestens forældre. Samtidig med at de sidder i bilen på vej mod forældrenes hus, der ligger afsides og langt fra alting, overvejer hun på det kraftigste at gøre forholdet forbi. Hun er bare ikke sikker på, at det vil komme til at holde mellem hende og Jake. Samtidig kommer hun konstant i tanke om små gestusser og betænksomme ting, Jake har sagt eller gjort i løbet af forholdet, og kommer i tvivl. Jake er både klog og tiltrækkende, og giver hende en følelse af samhørighed, hun ikke har oplevet før.

På trods af bogens tilsyneladende almindelige tema fornemmer man som læser, at noget lurer under overfladen. Intet er decideret forkert, men alligevel er der noget, man ikke rigtig kan sætte fingeren på, og som virker ildevarslende. Som der står på bogens forside: ”Du bliver bange, men du ved ikke hvorfor”. Og det er faktisk en meget god beskrivelse af bogens stemning.

Bogen sætter tanker i gang. Når man lægger den fra sig, er man ikke afklaret, man vil faktisk gerne vide lidt mere. Ønsker man en læseoplevelse, hvor man efterfølgende føler sig afklaret, skal man derfor ikke gå i gang med “Jeg overvejer at gøre det forbi”. Til gengæld får man i stedet en anderledes og alternativ læseoplevelse, der giver stof til eftertanke. Bogen overrasker, og man kan ikke lade være med at tænke over den, når man har læst den til ende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter