0 kommentarer

Jeg og Kaminski af Daniel Kehlmann

af d. 3. november 2008
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

166

Udgivet

2008

ISBN

978-87-91654-64-0

Originaltitel

Ich und Kaminski

 

Sebastian Zöllner er en irriterende, hovmodig, narcissistisk, egoistisk og egenrådig fiasko af en kunstanmelder, der vil rette op på sin karriere ved at skrive en biografi om maleren Manuel Kaminski. Zöllners plan er at kontakte Kaminski for at udrede nogle sidste detaljer og få et personligt præg på fortællingen. Bogen skulle gerne rehabilitere den bortglemte Kaminski – og dennes snarlige død (hans alder taget i betragtning) skal så helst give biografien luft under vingerne.
Kehlmann har skrevet en bog der på mange måder rammer direkte ind i den nylige Nobelpris polemik: Den magtfulde sekretær for det Svenske Akademi der uddeler litteraturprisen udtalte i ugen op til offentliggørelsen i år at amerikansk litteratur er for selvtilstrækkelig, selvoptaget måske endda, med udelukkende referencer til egen kultur. Europæisk litteratur var derimod stadig centrum for verdenslitteraturen, åben for nye strømninger og søgende i form og indhold. Det blev tolket som et dolkestød til amerikansk litteratur og affødte en del beske kommentarer – pointen er her at meget af den nye amerikanske litteratur, anmelderrost, solgt i millionoplag osv. (Chabon, Foer, Lethem) selv om de er originale, meget velskrevne og underholdende på mange måder er selvrefererende, f.eks. tydeliggjort ved den udbredte anvendelse af tegneseriemediet i flere bøger (”Ensomhedens fæstning”, ”Den utrolige historie om Kavalier og Clay”).
Hvorfor er dette så relevant i forhold til Daniel Kehlmann? Jo, for det første skriver den jævnaldrende Kehlmann også utrolig godt – og hvad han mangler i originalitet (hvis det da stadig er originalt at indsætte fantastiske elementer som ‘amerikanerne’ gør) opnår han ved sin dybde. Her er referencerne til verdenskunsten, som, om end europæisk, ikke desto mindre er netop dét: verdenskunst. Tegneseriemediets positive egenskaber ufortalt, er det bare ikke nogen contest.
For det andet bruger Kehlmann også humoren som en integreret del af fortællingen, men igen her med en større forståelse for hvad humor kan bibringe en historie, ikke bare for sig selv. Humoren anvendes paradoksalt alvorligt hos Kehlmann, fordi han bruger den til at vise især Zöllners selvopfattelse og flossede karakter.
Et eksempel er det følgende, hvor Zöllner, efter at have modtaget utallige opkald og beskeder på sin mobiltelefon om at ringe tilbage til sin kæreste, tilfældigvis tager telefonen på hotelværelset. Samtalen er ubelejlig for Zöllner idet han ved der venter noget ubehageligt, så efter nogle indledende afledningsmanøvrer (det er ikke noget godt tidspunkt, noget galt med forbindelsen, meget travlt) kommer den til dels ventede nyhed: han skal flytte, hun gider ham ikke mere:
”Jeg tav. Måske ville det være det mest effektive.
“Desuden har jeg mødt en anden.”
Jeg tav. Hvad forventede hun? Skulle jeg græde, råbe, plage? Det var jeg skam fuldt ud parat til. Jeg tænkte på hendes lejlighed [.].
“Jeg ved godt at det ikke er let,” sagde hun med brudt stemme. “jeg ville heller ikke have fortalt dig det. over telefonen. Men der er ikke andre muligheder.”
Jeg tav
“Og du ved jo godt at det ikke kan fortsætte på den måde.”
Det havde hun allerede sagt. Men hvorfor egentlig ikke? Jeg så stuen for mig [.].”
Og så som bonus Zöllners ræsonnement efter endt samtale:
”Staklen var fuldstændig forvirret, det var lige før jeg havde ondt af hende. Sådan som jeg kendte hende, fortrød hun allerede, senest i morgen ville hun grædende ringe til mig og bede om forladelse. Mig kunne hun ikke narre.”
Zöllner er befriende selvoptaget, han ænser ikke andre mennesker som mennesker men som objekter der kan fremme hans egen agenda. Og når dét mislykkes betragtes de med mistro.
En yderst læseværdig bog; let, sjov og yndefuld og samtidig dyb, alvorlig og stilfuld.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter