0 kommentarer

Jeg kan se i mørke af Karin Fossum

Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

222

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-11938-1

Originaltitel

Jeg kan se i mørket

 

Riktor er som folk er flest. I hvert fald udenpå. Han er altid pæn i tøjet og velsoigneret. Når han taler er ordene korrekte og velovervejede. Aldrig kommer der en ed over hans læber. Han har respekt for, hvad der hør sig og bør sig; Man taler pænt til en kvinde, man er ærlig, man stjæler ikke..

Alt i alt er det jo uforståeligt – men sandt – at Riktor aldrig har haft en kvinde:

“Hvem der havde en kvinde! En kvinde som søster Anna, med hendes skønhed og hendes klogskab, hendes ukuelige vilje til at være god. Hun er blond og barmfager og smuk, med en høj, hvælvet pande og runde kinder som hos et lille velnæret barn.”

Riktor kommer tit i parken ved Løkka, det plejehjem, hvor han arbejder. Her sidder han ved Kvinde der græder, en skulptur, og betragter de andre folk der. Nogle mennesker glæder han sig over synet af, hvorimod andre – svage eller unge personer -fremkalder væmmelse i ham.
Gradvist lærer vi Riktor og hans mørke sider bedre at kende. Især da betjenten Randers kommer på banen. Det bliver til utallige møder mellem de to stærke og handlekraftige mænd. Randers er på sin side overbevidst om, at Riktor havde en finger med i spillet da Nelly fra Løkka blev kvalt med en pude. Riktor derimod er forurettet over, at man kan anklage HAM for noget så usselt, hvorimod han plages af indre rystelser og imaginære, larmende lastbiler ved tanken om at hans sande natur alligevel vil komme for én dag.

Karin Fossums skildringer af Riktor er utroligt levende. Selvom hans sande natur jo er kendt for vi læsere fra dag ét, er der alligevel store overraskelser i vente. For hvordan kan en så gennemrådden mand, være så optaget af ret og vrang? Og hvordan kan det være, at en mand som Riktor i virkeligheden har det bedst, når han befinder sig bag lukkede døre? Karin Fossum gør ikke meget ud af at beskrive, hvad Riktor kunne have brug for fra omgivelserne, for at kunne fungere bare nogenlunde normalt, og alligevel fornemmer vi, hvad det er ved den menneskelige kontakt, der forekommer ham at være så vanskeligt.
Vi aner hans barnlige natur, hans latterlige forudrettethed og hans trængsler. Han er på ingen måde et elskeligt væsen, men han er heller ikke komplet uforståelig – og det er det virkeligt skræmmende ved ‘Jeg kan se i mørke’.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter