0 kommentarer

Jeg kaldte ham slips af Milena Michiko Flašar

af d. 8. februar 2020
Info
 
Sideantal

137

Udgivet

2019

ISBN

978-87-998030-8-8

Originaltitel

Ich nannte ihn Krawatte - oversat af Birgitte Brix

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Sikke en lille lækkerbisken – en bog, der foregår i Japan. Det er ikke hverdagskost for denne læser. Bogen er tilmed i et smukt format, lige til en damehåndtaske, og der er kælet for forsideillustrationen og indbindingen. Bare ærgerligt at der ikke er brugt noget mere krudt på at læse korrektur, og i særdeleshed at få defineret alle de begreber, der i bogen er anført med en * – og som der findes en liste over bagerst i bogen. Desværre mangler der mange forklaringer til ord, der tidligere i bogen er markeret med *. Det bør der strammes op på, hvis bogen trykkes i flere oplag.

Bogens handling er ganske interessant, idet forfatteren lader to forskellige mænd mødes på en bænk i en park i Tokyo. Og det pirrede mig, at det på bagsiden af bogen nævnes, at godt nok står bænken i Japan, men den kunne lige så godt være placeret i vesten.

Bogens hovedperson er 20-årlige Taguchi Hiro, der er hikikomori – et begreb, jeg ikke kendte, før jeg læste bogen. Alene dette faktum gjorde bogen handling interessant for mig.

Hikikomori er ifølge Wikepedia et japansk begreb for teenagere eller unge voksne, der frivilligt isolerer sig fra samfundet. Begrebet dækker både individet selv og det sociale fænomen. Det japanske sundhedsministerium definererer en hikikomori som en person, der nægter at forlade sit værelse i mere end 6 måneder.

Når en ung vælger at begå hikikomori, skyldes det enten, at vedkommende er blevet mobbet ud af skolen, eller at den unge ikke magter at følge med i det hårde eksamens– og karakterræs, som den moderne japanske skole domineres af. Ifølge ministeriet er der ca. 50.000 hikikomorier i Japan, mens psykologen Dr. Tamaki Saito, der har defineret og beskrevet fænomenet, anslår, at der er 1 million hikikomorier. Tallet er svært at sætte, da hikikomori betragtes som en skam af både samfundet og familien.

Vores hovedperson Taguchi Hiro har en anden årsag til den selvvalgte isolation, men det skal ikke røbes overfor kommende læsere. Efter 2 års isolation på værelset er der noget, der trækker i Taguchi, og han vover sig over i en nærliggende park, hvor han fra en bænk betragter den verden, han flygtede fra. En dag sætter en midaldrende kontormand sig på bænken overfor med sin madkasse – og da han vender tilbage de følgende dage, føles det naturligt at de falder i snak.

Også kontormanden har isoleret sig fra verden. Han har mistet sit arbejde, men har ikke turde fortælle det derhjemme, så hver dag står konen op og smørrer hans madpakke, og hver dag tager han afsted og skal have dagen til at gå, før han kan komme hjem igen.

Bogens hovedtema er ensomhed og de tanker, som vi hver især går og kæmper med. Hvorfor er det så svært at tale med sine nærmeste om det, der er svært. På bænken i parken betror de to mænd – den unge og den gamle – sig til hinanden og finder hver især styrke til at komme videre med livet.

En dejlig historie, der er fortalt i et afdæmpet sprog og som har meget på hjerte. Jeg ville gerne give bogen 4 stjerner, men det trækker ned, at der ikke er læst korrektur.

Lån bogen på BIbliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter