0 kommentarer

Jeg har et tæppe i tusind farver af Anne B. Ragde

af d. 6. november 2014
Info
 
Sideantal

340

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-3663-0

Originaltitel

Jeg har et teppe i tusind farger

 

Anne B. Ragde har skrevet denne bog om sig selv og sin mor, Birte, som døde i foråret 2013. I sin sidste levetid bor Birte på et sygehjem, hvor Anne og hendes søster Elin besøger hende ofte og sørger for, at hun får lidt at spise, får masseret sit dårlige ben, og i det hele taget får lidt omsorg og pleje, som er en mangelvare på sygehjemmet. Her er der personale, som hun ikke kan tale med (da de kun taler polsk), kedelig, dårlig mad, manglende menneskelig omsorg, svigt – en trist og uværdig afslutning på livet.

Alligevel kan Birte glæde sig over de små lyspunkter, ligesom hun soler sig i den ventede berømmelse, det, at skulle være hovedperson i bogen. At gå i gang med at skrive bogen, betyder, at gode som dårlige minder fra Annes barndom dukker op.

Efter skilsmissen fra Annes far (som er temaet i bogen “En tiger for en engel”), er der en periode, hvor Anne har et alt for stort ansvar i hjemmet – og Birte angrer da også, at hun har forsømt sine piger, mens de var små. Senere tager Birte job på en plasticposefabrik, hvor hun arbejder om aftenen for at forsørge sig selv og døtrene – og tager ekstra arbejde for at få råd til at købe fint porcelæn! Hun bliver en ørn til at lave mad af billige råvarer, er sprængfyldt med energi, strikker, læser, laver mad og bager vafler. Hun elsker bøger og rejser, og så er hun skarp i replikken, intelligent, stolt og modig – absolut ingen tryghedsnarkoman. Hun giver f.eks. slip på sin faste, trygge tilværelse som 50-årig, siger sit job op, flytter til Oslo og bor til leje på en hems hos en familie. Hun lyder ikke som et kedeligt bekendtskab!

Anne tænker også tilbage – hun indser sin egoisme som ung – som da hun bekendtgjorde, at hun skulle giftes, og tog det for givet, at moren sørgede for at holde hendes bryllup. Birte havde ikke råd, men tog et lån (som det tog længere tid at tilbagebetale end ægteskabet varede), og så gik hun i gang med at planlægge det hele, arrangerede, bagte, lavede mad og fyldte fryseren – alt sammen med højt humør og uden at beklage sig. Anne tog morens omsorg som en selvfølge, da hun var ung – sov i hendes seng, smed sit snavsede tøj på gulvet og lod moren rydde op efter sig, varte sig op – når hun var på besøg. Nu er det blevet hendes tur til at give omsorg – man mærker hendes glæde ved at være og have været i stand til at glæde sin mor, invitere hende på rejser, opfylde hendes ønsker.

Det er en kærlig fortælling fra en omsorgsfuld og frustreret datter til en meget syg og højtelsket mor, som trods små kår har fået noget ud af tilværelsen og tilmed givet sine to piger en god portion nysgerrighed, stædighed og glæde med i livet. Den tager udgangspunkt i samværet med moren på sygehjemmet i nutiden, springer mellem barndom, ungdom og voksenliv, erindringer og samtaler mellem mor og datter. Det er en rigtig dejlig bog, som er let at læse, den er skrevet med humor og respekt – og den gjorde indtryk.

Jeg vil slutte af med et citat, der illustrerer den afmagt og frustration, døtrene føler i morens sidste tid:

“Åh gud, hvor følte jeg mig alene. Hvor følte Elin og jeg os alene. Hvor ville vi gerne have haft nogen at tale med, en eneste enkelt læge, der havde overblik og viden.

Inden mor blev indlagt, havde hun en fast læge, en læge med en journal på hende, en der kendte hele hendes medicinske historie.

Nu havde mor ikke nogen egen læge.

Hun havde tres læger.

Ikke en af de tres læger skænkede hende en tanke fra det øjeblik, de vendte ryggen til hende og forlod stuen, ikke en af de tres læger følte ansvar for hende…”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter