0 kommentarer

Jeg forbander tidens flod af Per Petterson

af d. 23. februar 2020
Info
 
Sideantal

251

Udgivet

2009

ISBN

978 87 90524 89 0

Originaltitel

jeg forbanner tidens elv - oversat af Annelise Ebbe

Udgave

1. udgave

 

Som i flere af Per Pettersons bøger hedder hovedpersonen Arvid Jansen; han er en art alter ego for forfatteren selv. I “Jeg forbander tidens flod” er Arvid blevet 37 år, har to småpiger og skal skilles.

Arvid er på en veritabel slingrekurs gennem livet, er hverken særligt selvstændig eller videre sympatisk, en lidt sølle eksistens uden mål og med. Og bedre bliver det ikke, da moren, hans eneste faste holdepunkt, får konstateret kræft i maven.

Beslutsom som hun er, rejser moren fra Oslo hjem til Danmark, til familiens sommerhus ved Frederikshavn. Hun har et ærinde.

Ubeslutsom som han er, vakler Arvid og ved ikke helt, hvad der er rigtigt at gøre. Og så rejser han efter hende. I tankerne for at støtte hende, i realiteten som et 37-årigt pattebarn, der endnu engang bliver en klods om benet på hende.

Året er 1989, Muren falder i Berlin, og som tidligere kommunist kunne Arvid måske tænkes at filosofere lidt over sin ideologis fallit. Det gør han naturligvis ikke; han iagttager bare.

I hyppige tilbageblik til starten af 1970’erne møder vi Arvid, der af ideologiske årsager dropper ud af gymnasiet og bliver arbejdsmand på et trykkeri – til morens store fortrydelse. Vi møder ham usigeligt kejtet ved brorens dødsleje. Idiotisk ved morens 50-års fødselsdag. Lykkelig, da en yngre pige falder for ham.

Per Pettersons bøger om Arvid er meget, meget læseværdige – tankevækkende, psykologisk dybdeborende, knugende, hudløst realistiske. Selv om bøgerne arbejder sig kronologisk frem, er det hver gang forskellige facetter af Arvid, der fokuseres på. Hvem ved, måske ændrer man sig også selv en smule hele tiden?

I “Jeg forbander tidens flod” – et citat fra et digt af Arvid store helteskikkelse, formand Mao – er vores hovedperson nærmest forkrøblet af et uigengældt kontaktbehov. Hvorfor vil moren ham ikke lige så meget, som han vil hende? Hvordan kan hun dagligt tænke på den døde bror, men aldrig på den levende Arvid?

Som læser aner man en årsagssammenhæng, men som sædvanlig forklarer Petterson os ingenting. Den mand mestrer antydningens kunst. Vi må altså selv prøve at gætte med. Tak for det.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter