0 kommentarer

Jeg får døden af Ane-Marie Kjeldberg

af d. 27. februar 2016
Info
 
Sideantal

391

Udgivet

2015

ISBN

9788793197442

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Ester er hospitalspræst. Da hun en dag træder ind på en stue for at tale med den pårørende til en afdød kvinde, møder hun til sin overraskelse sin tidligere veninde, Minna, som brød forbindelsen med Ester for år tilbage. Minna, som nu hedder Minnanette Karendaisy Conga, fortæller, at hun var kæreste med den afdøde, Hellle. Hun har forladt sin mand, sin datter, ja, alt fra sit tidligere liv, for at starte et nyt liv med den alternative behandler Hellle.

Hellle døde af blodtab, da hun efter en operation gik en lang tur ved sit hus – alt for langt for en nyopereret patient. Hvad drev hende – og hvad betød hendes sidste ord i ambulancen: ”Så er han til!”?

Ester får en fornemmelse af, at nogen har presset eller truet Hellle til at overanstrenge sig, og Minna bekræfter hende i, at noget er helt galt – Minnas “indre kvinde får budskaber om det”.

Sammen med kollegaen, psykologen Andreas, begynder Ester at grave i, hvad der er sket – de kører rundt og udspørger naboer og familie. Mange kommer under mistanke – Minnas og Hellles eksmænd, naboer, andre alternative behandlere – rigtig mange kunne have et motiv til at skade de to kvinder. Det ene spor efter det andet følges, men de kommer ikke rigtigt nogen vegne. Ester og Andreas melder sig på et weekendkursus i det alternative miljø, hvor Minnanette og Hellle færdedes. Og så begynder der at ske voldsomme og skræmmende ting – både for Ester, Andreas og Minnanette.

Undervejs får man adgang til en slags dagbogsnotater, som man ikke ved, hvem der skriver. De skaber en vis uhyggestemning. Hvem der står bag notaterne og de voldsomme hændelser, er en stor overraskelse – som det jo helst skal være i en krimi.

Ud over at være en krimi med nogle atypiske ”efterforskere”, er det også en roman, der stiller sig kritisk over for alternative behandlere. Mange af bogens alternative behandlere viser sig at være fupmagere – penge og magt har stor betydning og man skyer stort set ingen midler for at lokke penge fra godtroende mennesker, der søger efter en mening med livet. Og så er der de ”negative energier” som påstås at komme fra ens tidligere venner og familie. Ved at bryde med sin fortid, efterlader man dybt sårede mennesker, både familie og venner – og ens nye ”venner” får stor magt.

Der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om man nu også bliver lykkeligere af at tage navneforandring i samråd med en numerolog – her bruges humor: vi hører f.eks. om Pia, der ændrer sit navn til Pa-a, men alle tror, det skal udtales På – og hendes efternavn er Skraa!

Nogle steder er bogen ret urealistisk – f.eks. da det lykkes for Ester i 3. forsøg at gætte et password til en PC. Ligesom afsløringen til sidst – meget overraskende, men også usandsynlig. Men bortset fra det er det en spændende og underholdende bog med et par sympatiske og ægte hovedpersoner, og en masse sidehistorier, der er med til at give historien liv. Jeg blev på et tidspunkt meget opslugt af bogen, og kunne næsten ikke lægge den til side, efterhånden som spændingen steg.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter