0 kommentarer

Jeg dræber af Giorgio Faletti

af d. 5. februar 2008
Info
 
Sideantal

654

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7604-061-1

Originaltitel

Io uccido

 

 

Giorgio Faletti er et stort hit i hjemlandet Italien. “Jeg dræber” er hans debutroman, og den har solgt flere end 3 millioner eksemplarer, ligesom filmrettighederne allerede er solgt. Også hans anden roman, som indtil videre kun findes på italiensk, har vakt stor opsigt. Personligt synes jeg måske nok, at “Jeg dræber” bliver lidt lang. Men interessant er den.

Jean-Loup er en yderst populær radiovært, som under en udsendelse bliver ringet op af en navnløs person. Manden kalder sig én og ingen, og han identificerer sig tilsyneladende med Jean-Loup som en stemme uden ansigt. Udover musik har Manden endnu en passion – han dræber.
Og allerede samme nat som han ringer op til Jean-Loup, er han i aktion. En kendt formel 1 kører og dennes kæreste, en smuk amerikansk skakspiller bliver fundet døde ombord på deres båd – med ansigtet skrællet af. Senere følger flere mord og hver gang ringer morderen først til Jean-Loup.

Politiet i Monte Carlo er slet ikke vant til den slags forbrydelser, og står nærmest på bar bund, så kriminalinspektør Nicolas Hulot kontakter sin gode ven, FBI agenten Frank Ottobre. Frank har været ude for en personlig tragedie og er i Monte Carlo for at komme væk fra hverdagen. Men Hulot får ham overtalt til at hjælpe, og snart er han dybt involveret i jagten på morderen.

Samtidig kommer en amerikansk general til Monte Carlo. Hans datter var morderens første offer, og han ønsker at få hævn – men måske ligger der også andet under hans ankomst?
Langsomt begynder Frank og Hulot at finde spor, der peger mod en mulig mistænkt, men intet er, som det ser ud til, og morderen er en iskold psykopat med en IQ langt over det almindelige.

Jeg kom til at tænke på Thomas Harris’ romaner om Hannibal Lecter, da jeg læste “Jeg dræber”. Her er den samme næsten overnaturlige morder og en betjent/agent, som kæmper med sine personlige dæmoner, samtidig med at han forsøger at fange virkelighedens djævle.

Men jeg synes dog ikke, at Faletti lever helt op til Harris. Måske har det noget med oversættelsen at gøre, for her halter det i mine øjne. Sætninger som “For fuld udrykning, Lacroix, og spar ikke på gummiet, sagde Hulot til den vakse, unge betjent bag rattet som ikke lod sig den besked sige to gange, men straks ræsede med hvinende dæk ud ad porten” og oversættelser som “skrivebordspaver”, skurrer altså i mine ører.

Plottet er dog gennemtænkt, og slutningen er overraskende, selvom jeg synes, at Faletti forklarer lige rigeligt til sidst. Vi skal have alle detaljer på plads! Når det er sagt, så følte jeg mig nu godt underholdt, og jeg tror bestemt, at Faletti har format til mere.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter