0 kommentarer

Jeg, Claudius – af Tiberius Claudius’ selvbiografi, romernes kejser, født 10. f. Kr., myrdet og ophøjet til gud 54 e. Kr. af Robert Graves

af d. 20. januar 2006
Info
 
Sideantal

449

Udgivet

1935

Originaltitel

I, Claudius

 

Vi befinder os i Rom, i tiden umiddelbart efter republikkens fald. Altså er det Cæsar Augustus der regerer – stærkt indoktrineret af sin (usympatiske!) hustru Livia.
Claudius, Clau-Clau Claudius, eller bare “stakkels gamle onkel Claudius”, har besluttet sig for at nedskrive sine erindringer, til brug for senere tiders store mænd eller andre interesserede. Han beretter detaljeret om den lange tid fra Kejser Augustus’ regeringsperiode, gennem Kejser Tiberius’, og til sidst den fuldstændigt rablende sindssyge Kejser Caligulas, før han endelig selv fæstner laurbærrene om hovedet.

Claudius udsættes gennem hele sin barndom og ungdom for systematisk udelukkelse og nedgørelse fra resten af den Kejserlige familie. For han er jo bare en stakkels lam, forkrøblet, savlende, stammende sinke – som vel at mærke aldrig vil blive til noget. Af samme grund når han ikke ret højt fra et tidligt tidspunkt. Og hans fravær i de familiære intriger holder ham i live så længe at han selv kan melde sig i arenaen i rette tid. Det skal nemlig bemærkes at op imod 90 % af alle medvirkende personer ender deres liv på en ikke-naturlig måde.

Denne – tror jeg nok, rimeligt famøse omgang romerhistorie, kan godt virke pokkers tung i starten. Måske har det lidt at gøre med at undertegnede er i besiddelse af en vederstyggelig gammel udgave. Men det er ikke til at komme uden om at “Jeg, Claudius” er fyldt med navne på personer, som gentages halvtreds gange på hver side. Sådan virker det i hvert fald. Desuden er den – i hvert fald i oversættelsen – hæderligt, men ej mesterligt skrevet.

Uanset hvordan man vender og drejer det så er den faktisk spændende, og kommer man sig først over hvad der synes som en totalt kronologisk opremsning romerhistorie, kan man begynde at more sig over Claudius’ humoristiske overvejelser som indimellem melder sig i fortællingen. Nogen af personlighederne synes faktisk så helt igennem onde at man rynker panden, klapper bogen i, puster hårdt ud og læser videre. At plottet jo bygger på sand historie, forsikrer en om at romertiden – i hvert for de kejserlige, var en majet usikker tid at leve i.

“Jeg, Claudius” efterfølges af “Claudius og Messalina”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter