0 kommentarer

Jeg, Adrian Mayfield af Floortje Zwigtman

af d. 14. juli 2009
Info
 
Sideantal

526

Udgivet

2009

ISBN

978-87-21-03196-1

Originaltitel

Schijnbewegingen

Udgave

1.udgave

 

“Jeg, Adrian Mayfield” er fortællingen om en ung arbejderklassedreng, der som teenager mister sin læreplads i en skrædderbutik, finder ud af, at han faktisk er til mænd, og via en ældre beundrer/elsker bliver introduceret for en del af Londons litterære miljø og overklasse.

Bogen berører temaer om at blive voksen, prostitution, fattigdom, kærlighed og især de problemer det skaber, at være bøsse i en tid hvor homoseksualitet er en forbrydelse.

Historien foregår i London i 1890’erne. Har man set Brian Gilberts film “Wilde” (om den berømte forfatter Oscar Wilde som blev dømt og fængslet for sin homoseksualitet) med Stephen Fry i hovedrollen, er rammerne og en hel del af historiens konflikter ridset op. Vi følger blot begivenhederne og temaerne lidt på afstand, gennem den 16-17 årige arbejderklassedreng Adrian Mayfield.

Historien er generelt interessant og rimeligt velkomponeret, især hvis man ikke kender historierne om Wilde, Marquisen af Queensbury og Bosie i forvejen. Men uheldigvis berører forfatteren Floortje Zwigtman (navnet er pseudonym for den hollandske forfatter Andrea Oostdijk) mine to aversioner når det gælder historiske romaner (som jeg ellers holder meget af!!):
1. Vi lader lige en ubetydelig hovedperson tilfældigt møde alle sin samtids kendte personer (rammes kun i let grad 🙂

2. Hovedpersonen har så travlt med at være talerør for forfatterens budskaber/kæpheste, og med at demonstrere forfatterens vid (om perioden og dens zeitgest), at han eller hun fremstår karikeret og utroværdig mod sin baggrund/personlighed. (rammes desværre i mere svær grad…)

Jeg synes virkelig, at forfatteren har meget svært ved at skabe en troværdig hovedperson – især i den midterste del af romanen, efter at Adrian møder sin velgører Augustus Trops.
Det bliver bedre senere hen, da hun kommer ind på hans længsel efter rigtige venner og ægte kærlighed, og hans spirende seksualitet samt frustration over at hans velhavende venner intet begreb har, om de problemer man har at slås med, når man befinder sig på samfundets bund.
Men jeg føler adskillige gange at Adrians troværdighed krakelerer, når forfatteren lader ham fremstå studentikos og lommefilosofisk, feks når hun bruger ironiske apostrofer i hans indre monologer.
Det er meget tydeligt at det er en ældre, kvindelig forfatter, der taler, når en 16-årig, aldeles uudannet gadedreng, som er vokset op med druk, slagsmål, værtshusmiljøer og hårdt arbejde i Londons fattige kvarterer feks. tænker
“Det forskrækkede mig, at jeg havde så let ved disse overvejelser. Det passede ikke, at jeg ikke ville forandre mig. Jeg var allerede forandret. Det faktum, at jeg tillod mig selv at have disse tanker, beviste det.” s 102
Og
“Jeg begyndte at få det trangt i mit pæne jakkesæt, som om det var et teaterkostume, der ikke passede mig. Hvad lavede jeg her? Hvad skulle jeg med disse mennesker? Hvad vidste jeg om dem? Om deres verden? Ikke mere end en bondeknold fra Yorkshire, der lige er kommet ind med firetoget. Opførte jeg mig ikke ‘dumt’, og burde jeg ikke ‘vide bedre’?” s 154

Charles Dickens, som forskellige anmeldere sammenligner forfatteren Zwigtman med, evner NETOP i modsætning til Zwigtman at skabe troværdige figurer, som taler og handler i overensstemmelse med deres forskellige baggrunde og personligheder.

Det går lidt bedre for Zwigtman med plot og bipersoner, så man kan da håbe, at hun får bedre fod på Adrian, i de næste to planlagte bind i serien. Der er i hvert fald lagt i kakkelovnen til både romancer og masser af intriger og drama.

Vil man læse om Viktoriatidens London vil jeg iøvrigt anbefale netop Dickens eller feks. Michel Fabers “Den røde blomst, den hvide blomst”.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter