0 kommentarer

Jægerne på Karinhall af Carl-Henning Wijkmark

af d. 2. december 2012
Info
 
Sideantal

311

Udgivet

2012

ISBN

978-87-994043-2-2

Originaltitel

Jägarna på Karinhall

Udgave

2.udgave

 

“Utvivlsomt en af de stærkeste debutromaner, der nogensinde er udgivet i Sverige,” skriver manden bag efterordet i Carl-Henning Wijkmarks “Jægerne på Karinhall”.

Debuten fandt sted i 1972. Der skulle gå 40 år, før værket blev oversat til dansk – og også anmelderne på de store dagblade herhjemme er fulde af lovord. Ingen undskyldning for at lade mesterværket ulæst.

“Jægerne på Karinhall” foregår i 1936, et vigtigt år i nyere europæisk historie. Italien i spidsen er ved at annektere Abessinien, Spanien er på vej mod et fascistisk diktatur, og i Tyskland har nazisterne knust al modstand og har til overflod fået æren af at afholde de Olympiske Lege.

Næst efter Der Führer er Hermann Göring Tysklands mægtigste mand. Han er Hitlers fortrolige, ministerpræsident, chef for Luftwaffe, ansvarlig for oprustningen og indlemmelsen af nye territorier – har de facto uindskrænket magt. Også over rigets skattekiste, som han øder væk for at opretholde en opulent livsstil, der ikke lader de romerske kejsere noget efter.

Görings jagtslot, Karinhall, er centrum for excesserne i det særprægede opus. Det enorme slot med egen flyveplads, sø og et antal mindre, luksuøst udstyrede jagthytter ligger i en dyster skov afspærret for offentligheden. Hertil strømmer europæiske og tyske topfolk, kongelige og diplomater (Himmler, Heydrich, kong Boris af Bulgarien, Mussolini m.fl.) til en tredages jagtferie.

Intet spares for at forsøde gæsternes ophold. En kæmpestab af tjenere bærer uophørligt mad og drikke til. Ludere er indforskrevet fra både Tyskland og Frankrig. Et symfoniorkester underholder, mens fyrværkeri af hidtil uset pragt brager løs udenfor. De sultne, tørstige og liderlige mandfolk kan bare tage for sig af retterne.

En norsk maratonløber smugles ind af den engelske efterretningstjeneste for at udspionere Göring. I søen ligger en miniubåd med en anden spion. Og fede Hermanns personlige luderkarl viser sig at være Trotski-tro terrorist. Så der er lagt op til et brag af en fest, som ikke alle kommer fra med livet i behold.

Lyder det spændende? Det er det ikke. Plottet er lidt Olsenbanden parret med fjottede, pornografiske scener à la sengekantsfilm fra 70’erne med Karl Stegger i hovedrollen som en smældfed, ædende ond, hyperintelligent hedonist.

Der dyrkes sex med hund, med fede damer, med sort kvinde, med 13-årige pige, der slikker sin mor mellem benene og får tæsk med et tykt tov. Der kneppes forfra, bagfra og oralt, så safterne flyder, thi alle, mænd som kvinder, er stangliderlige. Oppe under loftet leger Tyksakken med sin gigantiske togbane, inden han slagter levende får midt blandt de døddrukne gæster.

Wijkmarks ærinde er klart at skyde de nazistiske koryfæer al mulig ondskab og stupiditet i skoene, men ved så uhæmmet at svælge i alle disse opdigtede uhumskheder opnår han i stedet at skyde sig selv i begge fødder med et dobbeltløbet jagtgevær. Det ene hagekors gives for en udmærket gennemgang af magtspillet i Europa op til krigen.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter