0 kommentarer

Italienske sko af Henning Mankell

af d. 12. februar 2008
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

284

Udgivet

2007

ISBN

978-87-02-05794-2

Originaltitel

Italienska skor

 

“No man is an island” skrev John Donne for 400 år siden, og selv om Fredrik Welin indædt forsøger at bevise det modsatte, må han endelig give op.

For 12 år siden blev han af lægefagligt råd dømt for en fejloperation, og siden har han levet i ophøjet og fornærmet ensomhed på en ø i den stockholmske skærgård. Men en vinterdag invaderes hans ensomhed af den første af fire kvinder: en gammel kone med rollator. Hun viser sig at være Harriet, den kæreste, han svigtede for 40 år siden, hun er døende og kræver, at han opfylder det løfte, han gav hende dengang.

Den anden kvinde er Louise, den datter han ikke vidste han havde, og hun forærer ham et par sko lavet af en italiensk håndskomager, der bor dybt i de svenske skove.

Efter at have mødt disse to kvinder, får han mod til at opsøge Agnes, hvis arm han fejlamputerede. Hun er den tredje kvinde. Hun leder ham til den fjerde, Sima, der vælger at begå selvmord i hans køkken.

Alle fire kvinder rører ved noget i ham, følelser han ikke længere troede han havde, og som foruroliger ham.

Welin har valgt ensomheden for ikke at behøve at foretage valg og for ikke at behøve at påtage sig ansvar. Han kunne derfor have valgt ikke at tage imod Harriet og fortsat med at have nok i sig selv, men denne sprække i hans forsvar var fatal. Han begynder at bekymre sig om sine medmennesker og tage ansvar. Han begynder også at kunne lide det liv, de invaderende kvinder har påført ham, måske oven i købet at blive afhængig af det?

“Italienske sko” består af fire akter: Isen, Skoven, Havet og Vintersolhverv, hvoraf de tre første symboliserer den isolation, flere af personerne har valgt. Men kun Fredriks er selvdestruktiv. Ved bogens slut er der gået et år, og vi vender tilbage til udgangspunktet, vinteren, men isen vil ikke lægge sig dette år.

Henning Mankell kan både skabe et plot og psykologisk troværdige personer, uanset om de hedder Wallander eller Welin. Und dig selv den gedigne læseoplevelse, “Italienske sko” er.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter