0 kommentarer

Islændingesagaerne – Njals saga, redigeret af Annette Lassen

af d. 18. maj 2019
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

343

Udgivet

2017

ISBN

978-87-02-21479-6

Originaltitel

Oversat fra oldislandsk af Kim Lembæk. I kolofonen: Et udvalg i ny oversættelse, dette er et udvalg af "Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og niogfyrre totter".

 

Det er nærmest et blasfemisk forehavende jeg her begiver mig ud på, med et ydmygt forsøg på at anmelde “Njals saga”. Som et af verdens første litterære værker – de islandske sagaer er nedskrevet i 12- og 1300 tallet, kan Njals sagas historiske betydning ikke understreges nok. Enhver nutidig islandsk forfatter er tydeligt inspireret af sagaerne, der har sat en litterær tradition, som stadig står utrolig stærkt næsten tusind år senere. “Ringenes Herre” ville aldrig have set dagens lys, hvis ikke Tolkien havde læst de islandske værker, og dermed ville vi heller ikke have nydt godt af alle de æventyrserier, der er inspireret af Tolkien. Game of thrones, Harry Potter, osv. På tidspunktet for nedskrivningen var de eneste romaner af romantisk karakter, hvor islændigesagaerne udmærker sig ved at være barske beretninger om fejder, krig, hærtogter og død og ødelæggelse. Angiveligt har personerne i Njals saga, og i alle andre islandske sagaer for den sags skyld, virkelig levet, og sagaerne er fortællinger om disse heltes liv, overlevet mundtligt i tohundrede år, før de blev nedskrevet af ukendte skriftkyndige. Det vides ikke engang om det har været mænd eller kvinder.

Nyoversættelsen her er yderst vellykket. Sammenligner jeg med min gamle udgave af Njals saga, så er læsbarheden røget voldsomt i vejret. I den gamle udgave skulle man anstrenge sig for at læse det let knudrede sprog, men Annette Lassen og Kim Lembæk har høvlet de sproglige knaster til, så man nærmest skal styre sig for ikke at sprinte igennem bogens sider. For uanset udgaven er den bagvedliggende historie hamrende spændende. Udgangspunktet er de to mænd Gunnar og Njal, bedste venner, hvis koner er et par intrigante strigler – og det er en endog meget venlig beskrivelse af de to hunkønsvæsner. Lede hekse var måske mere passende. Et bryllup i familien går itu – igen på grund af et stykke led heks, nemlig Un bruden selv. Og det smitter af på Gunnar, hvis kone ægger ham til at tage hævn på gommen. Det vil Gunnar ikke, så konen pudser en af gårdens tjenestefolk på gommen, og det starter en stor blodfejde, der kommer til at strække sig over samtlige sagaens sider. Hver gang det lykkes at forlige de stridende, er der en kone, der ikke er tilfreds med forliget, der som regel er opnået på Altinget – verdens første retssal, og så puster kvindemennesket liv i endnu en slægtsfejde. Og jo længere fejderne står på, des mere breder de sig, og truer til sidst med at bringe hele samfundet ud i krig, som selv Altinget har svært ved at få inddæmmet. Historien breder sig over en større tidsmæssig periode lige omkring det første årtusindeskifte, faktisk følger vi Gunnar og Njals slægt igennem fem generationer, og her er det læseren kommer på lidt af en prøve, for hver person introduceres via en opremsning af hans eller hendes slægt. Det kan sagtens fylde en halv side, og man skal være noget af en klæbehjerne for at holde styr på alle de islandske brushoveder.

De mange slagsmål er rene pragtstykker der mundret og usentimentalt beretter om arme og ben hugges der af, mens one-liners bedre end Schwarzeneggers fyger læseren om ørerne.

Nyoversættelsen her er ren svir, puds den på dine børn, din hund og din nabo, og få politikerne til at sætte den ind som en obligatorisk del af folkeskolens læseplan.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter