0 kommentarer

Is af Ulla-Lena Lundberg

af d. 2. maj 2014
Info
 
Sideantal

371

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-15196-1

Originaltitel

Is (svensk)

 

Den nye præst, Petter, hans hustru Mona og lille datter Sanna ankommer en tidlig morgen med postbåden til Örarna. På kajen står en velkomstkomite, som har sørget for at tænde op i brændekomfuret i præstegården og have smørrebrød og kaffe klar, så det nye præstepar får en venlig modtagelse og en god start på deres nye liv.

“De er blevet kastet og skvulpet omkring i al slags vejr. Når de til sidst vakler i land, har de sand i øjnene, og tøjet klæber koldt og fugtigt til kroppen. De er sultne, men har samtidig kvalme. Ryster af kulde og sveder. Snerrer af hinanden og ønsker, at de aldrig var kommet. Det er sådan Örarna har fået deres ry for gæstfrihed. Mennesker er sådan indrettet, at der kun kræves et halvt døgn for, at de skal blive sultne, udmattede og forvågede, og når de så kommer ind under tag og mødes af varmen fra komfuret og varm mad, så tror de helt oprigtigt, at de er blevet reddet i sidste øjeblik..”

Petter falder hurtigt til i sit nye liv som skærgårdspræst. Han er en rolig, venlig, vellidt person, som cykler rundt i sit sogn og får en snak med dem han møder, og dertil en kærlig far og ægtemand: “Smilende, interesseret, nysgerrig. Venskabelig, uden skaberi. Fuld af virkelyst. Beskeden og påskønnende, altid et venligt ord til alle.”

Mona har slet ikke timer nok i døgnet – hun passer sine køer, dyrker jorden på sin egen facon, holder huset og sørger for at opvarte de gæster, der konstant dukker op i præstegården. Hun er effektiv, skrap og alt for hård over for datteren, som får ryk i armen og skældud. “Der er så meget man skal nå i løbet af et liv, og hvis man ikke får lidt fart på, når man kun en brøkdel.”

Der er stor tolerance blandt øens beboere, hver med deres særheder og hemmeligheder (hvoraf nogle er offentlig kendte, men ikke noget man taler om).
Irina Gyllen er øens læge og jordemor, hun er flygtet fra Sovjetunionen og har efterladt sig en søn. Hun bedøver sindet og holder minderne i skak med piller og hårdt arbejde.
Lydia Manström, øens lærerinde, måtte gifte sig med den mand, der voldtog hende. “..en hård kerne under lås og slå, en forstenet drøm dybt inde i et aktivt og agtværdigt arbejdsliv”.
Adele Bergman er en velorienteret, handlekraftig kvinde, der er i stand til at træffe beslutninger. Hun beskrives som “iskold i forretninger, men brændende i sin kristne nidkærhed”.

Som titlen antyder spiller havet og især isen en stor rolle – ikke mindst for den lille præstefamilie. En båd er nødvendig for at komme rundt – men når der kommer is på havet kan man færdes på sparkstøtting eller cykel og komme hurtigt frem. Man skal imidlertid kende havet og isen – det gør Post-Anton, bogens fortællerstemme, som formår at færdes i al slags vejr, godt hjulpet af sin mangeårige erfaring i at læse isens lyde og bevægelser, og med hjælp af “dem, som usynlige og ældgamle færdes uden for synsvidde”.

Det er en fin, poetisk og dejlig bog om livet i et lille samfund, hvor naturen og vejret spiller en stor rolle for årets og livets gang. Hver person har sin rolle i samfundet, der er præget af nøjsomhed, hjælpsomhed og stor omsorg for hinanden. Kristendom, kirke og sang er vigtige faktorer. Det er en rimelig stille bog, med mange smukke naturbeskrivelser, ligesom der er fine skildringer af øens beboere, med hovedvægten på det unge præstepar.

Bogen har vundet Finlandiaprisen 2012 og er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter