0 kommentarer

Intet nyt fra vestfronten af Erich Maria Remarque

af d. 24. november 2008
Info
 
Sideantal

191

Udgivet

2002

ISBN

978-87-02-15884-7

Originaltitel

Im Westen nichts Neues

 

“Forsigtigt, med munden trykket mod slangen, ånder jeg ind. Nu sniger tågen sig hen over jorden og synker ned i alle fordybninger. Som en blød og bred vandmand lægger den sig i vort granathul, lægger sig og daser [.] den næste ildregn tager fat. Det er, som om det ikke mere er projektilerne, der brøler; det er, som om det er jorden selv, der tordner.” (s. 48-9)

Erich Maria Remarques frontberetninger fra slagmarkerne under 1. Verdenskrig sniger sig ind på én. Læseren begynder at forstå livet i skyttegravene. De banale tanker i soldaternes hoveder. Tanker der bliver nødt til at være banale, for at tilværelsen i dens udformning som krig overhovedet kan blive mulig: manglen på mad og tobak. De evige forsøg op at redde sig selv, når granaterne falder som haglbyger.

Selvom rædslerne er enorme og døden bogstavelig talt er allestedsnærværende på de fleste sider i “Intet nyt fra vestfronten”, beskrives det hele med en udpræget ro. Alle uhyrlighederne, såsom opsprættede mavesække og giftgasangrebene, fortælles ikke i så høj grad i storladne strofer og ekspressionistiske tankestrømme, som de forklares direkte og nøgternt: Når stanken fra ens venners lig på slagmarken bliver for kvalm på de varme sommerdage – så kaster man op. Punktum.

Livet på slagmarken bliver for Remarques generation af unge mænd en praktisk opdragelse i umenneskelighed. Det er da heller ikke mennesker, der vender tilbage til civilsamfundet efter krigen, men tomme skaller uden drømme og længsler om noget som helst. Dette, hvad krigen helt konkret gør ved mennesker, er pointen. Men bogen er ingen anklage. I hvert fald ikke direkte. Derimod er den, som Remarque selv skriver som indledning: “Et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen.”

“Intet nyt fra vestfronten” er sådan en klassiker, man nemt kan overse, netop for den ‘bare’ er en klassiker. Det er meget ærgerligt. Bogen er, ikke mindst pga. sit helt ligefremme og ukrukkede sprog, både meget letlæst og forfærdeligt fængslende. Det vil selvfølgelig være forkert at kalde den ‘nutidig’ – og dog: Hvad man finder ud af undervejs i beskrivelserne af blodsudgydelserne, er, at unge for 90 år siden måske slet ikke er så meget anderledes end unge i dag. Hermed bliver det uhyggelig klart, hvad de unge soldater dengang mistede.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter