0 kommentarer

Ingen smalle steder sagde Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren

af d. 16. juli 2008
Info
 
Sideantal

59

Udgivet

2007

ISBN

87-00-90232-2

Originaltitel

Inget knussel, sa Emil i Lönneberga

 

Emil fra Lønneberg er sin vægt værd i guld. I Emil-bøgerne forsvarer Astrid Lindgren barnets ret til at være barn, med alle de uheld det medfører, når man endnu ikke er “civiliseret” voksen. Der er en alvor i bogen, som man overraskende bliver fastholdt i. Vi opdager, at det faktisk kan være meget vigtigt at behandle andre ordentligt i leg, fordi folk er ekstra sårbare, når de leger. Emil forstår det umiddelbart, redder dagen og opnår uventet sin fars ros. Enhver børnereol med respekt for sig selv bør have en bog stående med Emil fra Lønneberg. Det vil glæde både børn og voksne.

Vi er til fest på gården Katholt, hvor Emil bor med sin familie. Hele byen er inviteret, og den unge, friske lærerinde starter til de voksnes overraskelse en sneboldkamp med ungerne. Trods opfordring bliver de voksne indenfor på nær køkkenpigen Line, som forlader arbejdet og kaster sig ind i kampen. Efter måltidet finder lærerinden på, at alle skal lege en leg, der hedder “Jeg tog til byen for at skaffe mig en fæstemand”. Gæsterne får efter tur bind for øjnene, så peger lærerinden på forskellige gæster og spørger, om det er ham, der er fæstemanden. Når gæsten med bind for øjnene har sagt ja til én, får hun lov at se, hvem hun har sagt ja til og skal give ham et kys. Da det er Knagstorpmandens tur på stolen, opfører han sig meget ubehøvlet og gør provstinden ked af det, da han nægter at kysse hende. Emil redder imidlertid dagen, da han til gengæld kysser provstinden lidt ekstra.

Festen og sneboldkampen beskrives, så man mærker kulden og glæden. Der er en umiddelbarhed i miljøbeskrivelserne, der rækker over tid og sted og sender læseren tilbage til sin egen barndom.

Sproget er gammeldags og kan være en udfordring – selv for den voksne. F.eks. er jeg stadig lidt i tvivl om, hvorvidt “sparkstøtting” er den slæde, som lærerinden kører med på tegningen. En slæde man selv skubber fremad med benet a la et løbehjul. Men det gamle sprog er forfriskende og giver mulighed for en udvidelse af børnenes ordforråd og genopfrisker de voksnes.

Velegnet til oplæsning fra cirka 4 år.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter