0 kommentarer

Ingen livstegn af Inger Frimansson

af d. 1. marts 2007
Info
 
Sideantal

236

Udgivet

2006

ISBN

87-02-03581-2, 978-87-02-03581-0

Originaltitel

Inga livstecken

 

Andreas og Olivia har været kærester over et år og er meget forelskede. Siden de til en bålfest fandt hinanden, har de været dybt forelskede. Deres forhold har fra starten virket meget naturligt, som om de to er skabt for hinanden, og det er derfor en temmelig forvirret Olivia der står tilbage, da Andreas pludselig uden varsel forsvinder.

Andreas og Olivia har lige fejret nytårsaften sammen med vennerne, Siri og Magnus og et par dage herefter, mødes de en aften hos Siri. Andreas er noget irritabel og vrisser af dem, hvilket ikke ligner ham. Olivia spørger til ham, men han bider hende af, rejser sig pludselig og går uden varsel. Ingen forstår noget af hvad der sker.

Forvirringen og uroen hos de unge bliver ikke mindre, da Andreas ikke kommer hjem og ingen af dem hører noget fra ham. Olivia er helt knust, hun vakler mellem om han er gået fra hende eller om der mon er sket ham noget. Magnus og Siri er også meget påvirkede af situationen og ved fælles hjælp forsøger de at gennemgå tiden inden Andreas forsvinden, om noget har virker påfaldende eller måske anderledes ved Andreas.

“Har I været oppe at skændes?” hørte hun Siris nasale stemme.
“Nej.”
“Jeg tænkte, at han måske var sur på dig og ville straffe dig.”
“Hvorfor skulle han være sur på mig?” sagde hun vredt.
“Det ved jeg heller ikke. Jeg prøver bare…”
I det øjeblik slog det ned i hende som en vished. Der var sket ham noget, noget farligt, noget væmmeligt. En eller anden syg stodder, som hørte stemmer, havde stukket en kniv i ham. Sådan som det skete Åkeshov i sommer. Eller med Anna Lindh!
“Tænk, hvis der er sket ham noget!” hviskede hun. “Tænk, hvis han…”
(side 24-25)

Jeg synes det i høj grad er en anbefalelsesværdig ungdomsbog, både velfortalt og indholdsrig, og samtidig med de evigt aktuelle temaer kærlighed, forelskelse, venskab og familie. Lige fra starten var jeg revet med af handlingen, både da Andreas forsvinder, men også gennem handlingen hvor nysgerrigheden træder til og man bare skal finde ud af, hvad der i grunden er sket med ham. Medvirkende til at forfatteren formår at bevare spændingen igennem bogen er, at man for hvert kapitel skifter synsvinkel mellem de tre venner. Det giver afveksling og bevirker desuden at man kommer tæt på Andreas og de forskellige personer der omgiver ham, og hører om både deres tanker, familieforhold og hemmeligheder.

Indbydende og romantisk forside i stil med de andre i hjerteserien. Har du lyst til at læse andet i samme stil kan du eventuelt læse andre af bøgerne i hjerteserien, du kan læse mere om dem på www.hjerteserien.dk.

Bogen vil kunne læses af unge fra 14 år.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter