0 kommentarer

Ingen er så tryg i fare af Gunnar Staalesen

af d. 13. april 2015
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

372

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-17070-2

Originaltitel

Ingen er så trygg i fare

 

Så stor er Gunnar Staalesen i Norge, at der på havnen i hjembyen Bergen er rejst en statue af hans faste (anti)helt, Varg Veum. Og fuldt fortjent. For Staalesen påbegyndte sin fremragende serie i midten af 70’erne og er altså blandt pionererne i den nordiske krimibølge.

Det mest utrolige er næsten, at han i Veum-bog nr. 16, næsten 40 år efter nr. 1, ubesværet holder sit høje niveau. “Ingen er så tryg i fare” er en glimrende whodunnit-detektivroman. På den rolige, gammeldags måde – der er ikke meget blodig action a la Jo Nesbø over det.

Nogen har tippet politiet om, at der ligger tonsvis af børneporno på den 59-årige detektiv Varg Veums computer. Og det gør der! Selv om han bedyrer, at han ikke aner, hvordan det forbandede svineri er havnet hos ham, bliver han kastet i fængsel. Børneporno er heller ikke noget, man tager let på i Norge.

Veums advokat beder ham tænke sig grundigt om: Er der nogen, der har et horn i siden på ham? Veum tænker og tænker i sin ensomme celle. Problemet er bare, at han i de sidste fire år har været sanseløs af druk (snaps!) næsten hver eneste dag. Hukommelsen er slettet.

Frem af tågerne dukker brudstykker. Et par af de sager, han har påtaget sig i sin salige brandert, har bragt ham i forbindelse med nogle gangsteragtige typer, der både gør i prostitution, afpresning og it-kriminalitet. Han har også trådt nogle kanoner inden for Bergens erhvervsliv over tæerne. Og dummet sig så meget, at nogen måske er døde af det. Men hvad er vigtigt, og hvad er ligegyldigt? Det er ikke sådan lige til at opklare fra sin fængselscelle.

Veum skraber kort sagt bunden: “Det eneste, jeg havde, var en liste med navne hentet frem af en rådden hukommelse, tilsløret af druk og en sumptilværelse gennem en alt for lang periode, hvor der sagtens kunne ligge flere ikke-detonerede bomber på lur.”

Det bliver en lang og farlig jagt på ansigtsløse og kyniske forbrydere, for hvem menneskeliv tæller ulige mindre end hurtige penge og hæmningsløs seksuel tilfredsstillelse. Foruden Veum er dem, der må betale den højeste pris – små, uskyldige børn.

Det er en led historie, Staalesen disker op med denne gang. Til min smag er tempoet måske en anelse for sendrægtigt. Der diskes op med myriader af bergensiske stednavne, som kun er rigtigt relevante for folk, der kender byen. Og endelig virker slutningen, som om den bare skulle overstås hurtigst muligt.

Alligevel er det svært ikke at holde af både Veum og Staalesen. Klassisk, nordisk krimi fra før verden gik af lave.

Som sine amerikanske forbilleder er Staalesen en mester i de små, flabede regibemærkninger, der skaber den helt rigtige kyniske noir-stemning… Veum skiller sig ud fra omgivelserne “som en snegl på en galopbane”. Bankkontoen er “mere tom end en fodboldtribune langfredag.” Politiadvokaten havde “det køligste blik, jeg havde set, siden sidst jeg var i banken.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter