0 kommentarer

Indvandreren af Olav Hergel

af d. 6. oktober 2011
Info
 
Sideantal

445

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7055-814-3

 

Zaki har netop taget studentereksamen med et flot gennemsnit, og familien er stolt. De er kommet til Danmark for ca. 10 år siden for at give deres 2 børn en bedre opvækst og uddannelse, end de ville kunne få i landsbyen i Marokko. De er et mønstereksempel på en velintegreret indvandrerfamilie – begge forældre arbejder, de bor i eget hus, og nu er sønnen blevet student. Tilværelsen tegner lys for Zaki – men på et øjeblik kan livet ændre sig.

Da han – for at fejre huen – vil på diskotek sammen med 3 andre indvandrerdrenge, mødes de af dørmanden Micky, som ikke har i sinde at lukke muslimer ind på diskoteket. Det ender helt galt – Micky ligger i en blodpøl og de 4 unge flygter.

Vi følger nu journalisten Rikke, som dækker drabet og gennem hende viser forfatteren, den store magt pressen har. Rikke vælger at dække drabet ud fra flere synsvinkler – hun skriver om dørmandens unge enke og lille barn, men også historien om en racistisk dørmand må fortælles, selv om det måske var lettere at lade være. Vidner kontakter Rikke med deres historie, da det er mindre farligt end at gå til politiet – men samtidig en måde at få sandheden frem.

Det er en vældig god bog, som ser sagen fra flere synsvinkler: Den pæne velintegrerede Zaki, som dog kan reagere voldsomt, når han behandles uretfærdigt eller ydmyges på grund af sin indvandrerbaggrund. Den kriminelle rod Muddi og hans endnu mere kriminelle storebror, som styrer i fængslet. Journalisternes vinkling af historien, politikernes udtalelser og handlinger, bander af unge, der hærger i gaderne – og beskrivelsen af fængslet, hvor der gælder særlige regler og hakkeorden. Dansk retssikkerhed kontra de uskrevne regler i indvandrerkredse: man sladrer ikke om en af sine egne! Også på avisen er der magtkampe – hvem bestemmer i sidste ende, hvad avisen skal trykke.

Bogen kommer vidt omkring og dækker begivenheden bredt, man får historien set fra flere sider. Og så er den virkelig spændende. Det var mit første bekendtskab med Olav Hergel, men jeg har fået lyst til også at læse “Flygtningen”, som tidsmæssigt ligger før “Indvandreren”.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter