0 kommentarer

Imellem af Sagar Constantin Bohnstedt

af d. 13. juli 2013
Info
 
Sideantal

294

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7466-516-8

Originaltitel

Living between

 

Eva er ikke den mest populære kvinde set med eksmanden Andreas’ optik. Utallige udfordrende jobs som journalist har trukket hende hid og did – væk fra der, hvor hun ifølge Andreas rettelig burde være – hjemme! Og allerede på første side afsløres Evas manglende moderkompetence, idet hun insisterer på at tale med sønnen Luke efter sengetid.
Dette er nok medvirkende årsag til, at svaret ikke ligger ligefor, da Eva dør og lander IMELLEM. Her har hun sølle 42 dage til at beslutte sig for, om hun ønsker at vende tilbage til jorden og livet der, eller om hun i stedet vil blive IMELLEM, videreuddanne sig og hjælpe andre mennesker med at finde deres indre ro, inden livet igen kalder på dem.

Og IMELLEM er et skønt sted at være. Når man lige har lagt savnet bag sig. Massevis af tid til at tænke, til at finde indre ro, ingen bebrejdelser, rolig og tolerant tale, glæde, mennesker med overskud. Himlen på jord – eller i hvert fald himlen.
I himlen har man heldigvis sin egen personlige coach, nødvendigt er det også, for det er bestemt ikke småting Eva skal lære der. Som coachen Thomas siger til hende:

“”Du lærer det lige nu, og du har ikke lavet andet i den tid, du har været her. Det at være tro mod sig selv og sine egne følelser er en af livets meget store kvaliteter og udfordringer”..”De fleste lever på et stort kompromis med et hav af udskylninger for ikke at leve livet, sige sandheden og lytte til sig selv. Og de kommer aldring videre, de sidder fast i deres eget spindelvæv af løgne og falske ideer. De lever ikke, de venter på at dø. Samtidig er de bange for at dø. Så de vil gøre hvad som helst for at undgå døden. Den er nemlig ensbetydende med at være alene, og det er det værste.””

Valget er svært for Eva. Hendes indre søgende natur har haft trange kår med en tilværelse, hvor hun både skulle realisere sig selv og sine ønsker samt være en hengiven hustru og allestedsnærværende mor. Det bliver ikke nemmere af, at det i IMELLEM er muligt at følge de efterladtes håndtering af savnet på en monitor i teknikrummet. Vel at mærke uden at kunne gøre hverken fra eller til.

‘IMELLEM’ er det første bind af en planlagt trilogi. Skønt jeg personligt ikke er overbevidst om, at der venter os et nyt liv efter dette, glæder jeg mig til at følge Evas videre skæbne. Bogen er nemlig fyldt med betragtninger over vores mellemmenneskelige relationer, menneskets sande natur, meningen med livet og andet kræs. Og selvom det at være mor – eller far – heldigvis godt kan forenes med at være tro mod sig selv og sine indre behov, er der relevans i problemstillingerne. Hvem har ikke prøvet at ønske flere timer i døgnet, når der skal være tid til kæresten, konen, manden, børnene, jobbet, husarbejde…Og én selv?

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter