0 kommentarer

Imago af Eva-Marie Liffner

af d. 29. juli 2004
Info
 
Sideantal

309

Udgivet

2004

ISBN

87-90799-84-4

Originaltitel

Imago

 

Under tilbagetrækningen fra slaget ved Dybbøl i 1864 begår nogle soldater en frygtelig udåd. I 1938 finder man et moselig under tørvegravning, og en fra Berlin tilkaldt ekspert forsvinder på mystisk vis. I år 2000 bliver den historieinteresserede rengøringsassistent Esmé opmærksom på en mærkelig dokumentmappe, som er blevet indleveret til det historiske fakultet på Københavns Universitet, og hun rejser til Sønderjylland på en tur, der både skal løse mysterierne og få hende til at forstå sin egen fortid.

Hermed er der lagt i ovnen til en rigtig god fortælling, hvor man imponeres over at en svensk forfatter er i stand til at bedrive et så gedigent og indfølt stykke danmarkshistorie uden at ryste på hænderne. Der er suveræne stemninger fra både 1864, 1938 og nutiden, og scenerierne levendegøres med gode beskrivelser af lugte og andre sansemæssige indtryk.

Ligesom i debutbogen “Camera” fra 2001 er det imidlertid de konstante skift i kronologien, som gør “Imago” til en lidt for krævende sag at læse. Det er for så vidt fint, at kapiteloverskrifter klart viser, hvilket årstal man nu er i, men når der så yderligere krydres med flere tilbageblik og bihistorier, bliver helheden forvirrende.

Problemet er markant omkring persongalleriet, for selv om alle tegnes godt og nuanceret, bliver der simpelt hen for mange at holde styr på, og det går desværre ud over intensiteten i bogens ellers fortættede mystiske atmosfære og afviklingen af det fortrinligt tænkte plot.

Faktisk skriver Liffner så godt, at hun kunne blive det svenske svar på Peréz-Reverte, men så må man også forvente større konsekvens i prioriteringen af hvad det egentlig er for en historie, der skal fortælles. De mindre vigtige sidespring kan så passende gemmes til en anden god gang.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter