0 kommentarer

Illa Isabella af Per Lau Jensen

af d. 27. juli 2019
Info
 
Sideantal

211

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7070-474-8

Originaltitel

Illa Isabella

Udgave

ikke oplyst i bogen

 

For ganske nyligt bedrev Per Lau Jensen en tekst om ”5 bøger jeg ikke glemmer” her på bogrummet.dk. Det var interessant læsning og gav mig lyst til at læse flere af forfatterens bøger selvom jeg i forvejen både har læst en af hans romaner og en af de bøger, som han har skrevet om hunde (en meget underholdende og sjov bog).

Valget er faldet på ”Illa Isabella”, en roman, der indbragte forfatteren Hans Henrik Møllers mindelegat i 2016.

I et nedslidt kvarter i en af de københavnske forstæder ligger der en gammel herskabsvilla.

Ved siden af ligger en kirkegård og det bedste man kan sige om huset er, at ”Taget er tæt og vinduerne ikke rådne” (side 10). Dette hus har navnet Illa Isabella – og ikke Villa Isabella da ”V-et” er forsvundet på samme tid som Gorm den Gamle drog afsted.

Huset bebos af en ældre mand, der er forfatter – en mand, der holder sig for sig selv. Han har boet en del år i Spanien, hvor han havde succes med at få sine kriminalromaner solgt. Nu er han så flyttet ind i Illa Isabella, hvor han bruger tiden på at være lidt mavesur, men også på at gennemgå nogle gamle dagbøger, der har tilhørt husets første ejer. Det har givet den aldrende forfatter ideen til, at skrive en ny bog, der foregår da huset var nyt (og det var nyt dengang hvor Gorm den Gamle drog afsted).

Man kan egentligt godt forsvare, at kalde romanen for en slægtshistorie, men den er meget andet end det. Det er også en bog om vores hovedstad, om krisen i 1930´erne og om en familie, der gik til grunde (hvorfor kommer jeg til at tænke på Thomas Manns bog ”Buddenbrooks” her om en adelsfamilie, der går fra storhed til fald på ganske få generationer?). I øvrigt er ”Illa Isabella” også fortællingen om en pige, der i 1913 blev begravet på den nærliggende kirkegårds fattigafsnit – en pige, som man kan spørge hvem er?

”Illa Isabella” er en meget vellykket bog – måske i virkeligheden min favorit blandt de bøger jeg indtil nu har læst af Per Lau Jensen (og jeg synes altså godt om de andre også). Jeg synes bogen har en stærk åbning og et godt plot. Bogen fangede mig helt fra starten af og var spændende at læse hele vejen igennem. Især beskrivelsen af bogens hovedperson, forfatteren, står meget stærkt, jeg kan se denne person tydeligt for mit indre blik.

Egentlig havde jeg tænkt, at bogen skulle have 4 ud af 5 stjerner, men da jeg tænkte over hvorfor bogen ikke skulle have 5 fulde stjerner kunne jeg ikke komme på en årsag til, at bogen ikke skulle have den sidste stjerne med også. Så det bliver altså 5 stjerner ud af 5 for en glimrende og rigtig fin bog, som jeg gerne vil genlæse.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter