0 kommentarer

Ildtågen af A. Rune

af d. 5. oktober 2018
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

507

Udgivet

2018

ISBN

978-87-97078-60-0

Udgave

1. udgave

 

Tredje og sidste del af A. Runes Traia trilogi, ’Ildtågen’, er en fornem afslutning på mange års arbejde.

De fire venner er igen spredt for alle vinde, men drages mod hinanden i den krig, som kejseren har påbegyndt. Han erhverver sig hybridstenen og bliver nærmest vanvittig af magtbegær. Et af de helt store slag udkæmpes ved byen Kha-el, hvor Askil spiller en stor rolle. Róclann og Eliya gemmer sig for krigen i bjergene, men bliver på tragisk vis draget ind i historien igen. Josol bliver nærmest junkie af et stof, der kan lindre hans smerter, men på hans lange vej tilbage, skal han blive en endnu større troldmand. Horan mister igen Rusha, og forstår snart sin skæbne.

’Ildtågen’ er en kæmpe historie, som næsten er umulig at genfortælle, den skal opleves. Ligesom i sidste bog, ’Blodsværmen’, bliver jeg fuldstændig overvældet af de ting der sker. Runes fantasi synes uendelig stor og unik. Alene Rushas evner til at overtage folk (lidt jedi agtigt igen) og samtidig kunne se deres skæbne, er ret fascinerende.

Der er mange smertefulde scener i bogen, vi skal sige farvel til nogle karakterer, som man helt naturligt er kommet til at holde af. Tilbage står man med et indtryk af en fantastisk rejse i et enestående univers. Slaget omkring Kha-el er imponerende, det samme er de engleagtige jinn’er, der kæmper bravt. Rune fører os fra ørkenen til storbyen og ned i en søs dybder, hvor et undersøisk minesamfund også spiller en rolle.

Jeg synes, at der i denne bog var lidt mere ro på ind imellem, noget jeg manglede i sidste bog. Men stadig sker der utrolig meget, og der er mange personer at holde styr på, og igen rendte jeg lidt sur i det, når det gik for stærkt. Persongalleriet bag i bogen hjalp lidt på det, men efter min mening er der alt for mange aktører i spil, og jeg er dybt imponeret over, at Rune har holdt styr på det hele. Selv kunne jeg til sidst ikke kende forskel på jinn’er, guder, helte og skurke, men alligevel vendte siderne af sig selv, og slutningen var virkelig god, om ikke smuk.

Traia Trilogien er et imponerende trebinds fantasyværk. Sjældent har jeg set et så spændende og magisk univers. Rune skriver utrolig godt og stilsikkert. Gid Rune vil kaste sig over science fiction genren næste gang, han kunne om nogen skabe en fantastisk spaceopera!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter