0 kommentarer

Ikke den slags pige : en ung kvinde fortæller hvad hun har “lært” af Lena Dunham

af d. 19. marts 2015
Info
 
Forfatter
Sideantal

318

Udgivet

2015

ISBN

978-87-92884-18-3

Originaltitel

Not that kind of girl

 

Lena Dunham, kendt som kvinden bag serien “Girls” og ligeledes hovedrollen i samme serie, har skrevet en bog om sine erindringer og tanker omkring at være en pige og senere; at være en ung kvinde. Jeg har læst bogen på engelsk. Det vil jeg absolut anbefale alle at gøre – hvis muligt -, og derfor er citaterne her også på engelsk, så alle sproglige deltaljer kommer med. Det er nemlig i disse små spidsfindigheder, de mange morsomheder i bogen, kommer til udtryk.

Bogen bærer titlen ”Not That Kind of Girl: A Young Woman Tells You What She’s ”Learned”” og starter med ordene ”I am twenty years old and I hate myself.” Vi får altså fra starten slået fast, at dette ikke drejer sig en skildring at et såkaldt perfekt liv, men nærmere et selvkritisk, sarkastisk og samtidig lunefuldt selvportræt. Elsker man ”Girls”, vil man sandsynligvis også elske denne bog, hvor den kvindelige New Yorker gør det at være kikset IN. På samme måde som i serien er fortælleren nøgtern i sit sprog på en skarp og skæg måde: ”I get naked on TV. A lot.” Og der bliver også reflekteret meget over krop, køn og seksualitet. Durham slår fast: ”Between porn and studio romantic comedies, we get the message loud and clear that we are doing it all wrong”, og hun besluttede sig derfor selv at bidrage med mere realistiske skildringer af sex. Dunham bruger altså sin egen krop til at udfordre vores idéer om, hvordan sex skal se ud.
Om at se en sexscene med sig selv, skriver Dunham: ”I didn’t look elegant, beautiful, or skilled. This was sex as I knew it.”

Bogen handler om at lære, blive skuffet, opleve at man intet ved, dumme sig, grine ad sig selv, være nysgerrig og elske at være i live – og at hade det, naturligvis. Lena Dunham beskriver mange af de udfordringer, som unge kvinder oplever ved blot at have et bestemt køn. På trods af de forskellige facetter af modstand, oplever forfatteren det at være kvinde som en ”unique gift, such a sacred joy, in ways that run so deep I can’t articulate them”. Det er altså ikke en klagesang om, hvor hårdt det er at være kvinde, men nærmere en undersøgelse af, hvad man kan foretage sig fra det udgangspunkt at være kvinde.

Kvindekroppen, der ikke lever op til stereotype kvindeidealer, bliver også behandlet i bogen på en ærlig og åben måde. Dunham beskriver hvordan hun både føler sig forkert, og føler sig beskuet med kritiske blikke, og får at vide, at hun giver knus som en ”overcompensating koala”. Nuttet og klodset på samme tid. Blandt andet bliver slankekure og andre overvejelser omkring en mulig sundere livsstil ofte vendt. Men Dunham er alligevel ikke helt med på det med evige slankekure:
”That being said, a homeopathic doctor once told me that we need butter to “lubricate our synapses” and the reason the divorce rate in Hollywood is so high is because everyone is underlubricated”

Og nu hvor vi er ved hudløst ærlige beskrivelser; der bliver ikke lagt fingre imellem:
”Can I tell you a secret?” he asked as he returned to the bed. ”Lay it on me!” I said. ”Well,” he said ”last week I was walking around late at night and I accidentally wandered into a gay bar and I met this Filipino guy and let him come to my house, and he fucked me in the ass and the condom broke and then he stole my wallet.”
Afsnittet afsluttes med endnu et af fortællerens fine, kortfattede svar: ”I paused. ”I’m so sorry that happened to you,” I said.”

Dunham lader til at være en lettere neurotisk person, og er bange for mange ting. Fx at hun ikke kan få børn, og at hun derfor må adoptere. Det forestiller hun sig, vil foregå på følgende måde: ”I won’t have the sort of beautiful, genetics-defying love story that People magazine chronicles. The kid will have undiagnosed fetal alcohol syndrome. He will hate me, and he will nail our dog to a board.”

Denne neurotiske tankegange kunne man også beskrive som navnepillende. Eller i nogle tilfælde; selvoptaget. Denne unge, kvindelige New Yorker må enten fremstå virkelig irriterende (og/) eller virkelig elskelig for folk. Jeg må tilstå, at jeg elsker Dunham/Hannah.

(Bogen er læst på originalsproget)

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter