0 kommentarer

Iført Apollinaires filthat og andre udvalgte digte af Lawrence Ferlinghetti

af d. 2. august 2018
Info
 
Sideantal

80

Udgivet

1998

ISBN

87-90524-10-1

Originaltitel

Iført Apollinaires filthat (udvalg, oversættelse, forord og efterskrift ved Erik Thygesen)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Næste år runder den amerikanske beatforfatter Lawrence Ferlinghetti 100 år, medmindre han selvfølgelig ender med at drage herfra i utide.

Ferlinghetti er måske bedst kendt som medejer af den legendariske boghandel og forlaget City Lights Bookstore, der står bag udgivelsen af flere af beatgenerationens tidlige bøger af bl.a. Allen Ginsberg og Jack Kerouac.

Lawrence Ferlinghetti er dog ikke blot forlægger, men også selv en habil og anerkendt forfatter af digtsamlinger, bl.a. ”A Coney Island of The Mind”, der er oversat til flere sprog.

Det lille, kvalitetsbevidste forlag Batzer & Co. har udgivet en samling udvalgte digte af Lawrence Ferlinghetti, der har fået titlen ”Iført Apollinaires filthat og andre udvalgte digte” og det er et sandt overflødighedshorn af digte, hvor bogens allerførste digt – ”Selvbiografi” – for øvrigt er taget fra digtsamlingen ”A Coney Island of The Mind”.

Som så mange af Ferlinghettis øvrige digte afspejler også disse digte forfatterens syn på tidens politiske og sociale problemstillinger; jeg er tilbøjelig til at anvende betegnelsen ”hverdagsdigte” eller ”hverdagstekster”, men det lyder så trivielt og yder faktisk ikke digtene den retfærdighed, som de har fortjent. Jeg har også set bogen beskrevet således: ”I et mundret rytmisk sprog skildrer han sine drømme, håb og oplevelser” – og det er faktisk en rammende beskrivelse.

”Iført Apollinaires filthat” er en virkelig god bog, en af den slags bøger, der blev læst i en mundfuld og som i høj grad både begejstrede og charmerede denne anmelder.

Der er tale om litteratur af høj kvalitet og en bog, der beviser, at litteraturen ikke er død, den lever i allerbedste velgående i form af denne oversete perle, der ikke har fået den opmærksomhed, som teksterne i høj grad fortjener.

Lawrence Ferlinghetti er en gudsbenådet forfatter og jeg vil mene, at hans digte stadig vil gøre indtryk og have værdi for fremtidige generationer fordi der er genkendelighed i teksterne – og fordi manden ganske enkelt skriver aldeles forrygende digte.

Min rating er klokkeklar: fem solide stjerner til ”Iført Apollinaires filthat” – dette er en bog, der ikke bør ignoreres og som i den grad fortjener at blive en moderne klassiker.

Et af mine favoritdigte fra bogen er ”I en krydsfinerbil” (side 34):

”I en krydsfinerbil uden nummerplader
stødte min far
ved århundredets begyndelse
ind i min mor
i et telt i Coney Island
efter at have kigget hinanden ud i smug
når de spiste
på et fransk pensionat i nærheden
Og da han på stedet kunne konstatere
at hun var helt med på ham
så fulgte han hende
ind i denne aftens legeland
hvor deres skrøbelige køds
flygtige møde på hjul
kastede dem sammen for altid
Og her sidder jeg
på bagsædet af deres evighed
rækker armene ud for at favne dem”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter