0 kommentarer

Idioten af Elif Batuman

af d. 7. april 2019
Info
 
Sideantal

442

Udgivet

2019

ISBN

978 87 400 4465 2

Originaltitel

The Idiot - oversat af Juliane Vammen

Udgave

1. udgave

 

Kære læser, kender du den let kvalmende følelse at se på et bogomslag, at denne geniale publikation har været på shortlisten til Pulitzerprisen, og at diverse verdensberømte aviser har væltet de smukkeste roser ud over såvel bog som forfatter – og at du selv sidder og tænker ’Kejserens nye klæder’…?

Det er ikke en rar følelse, og jeg skal ærligt indrømme, at min manglende begejstring for Elif Batumans ”Idioten” muligvis bare skyldes, at jeg er mand – eller idiot – eller mere sandsynligt begge dele.

De første 150 sider er det forfriskende og ret sjovt, at den 19-årige hovedperson (en yngre udgave af forfatteren selv, der er tyrkisk-amerikaner) er så aparte – jomfrunalsk, forvirret, følelsesforstyrret, verdensfjern, navlebeskuende, intetsigende og passiv-passiv-passiv. Hun tager aldrig et initiativ, siger aldrig noget af selv, spørger aldrig nogen om noget, virker fuldkommen ligeglad med alt og alle. Det fører til mange barokke situationer, fordi ingen helt forstår hende, og i starten fniser man let, målløs.

Men mønstret fortsætter indtil side 450 i samme skure, og så ender man (jeg) med at være pisseirriteret. Tag dig dog sammen, dit åndsforladte mæhæ! Allersidste sætning lyder: “Jeg havde ikke lært noget som helst.” Desværre ganske betegnende for den altdominerende hovedperson.

Selin, som hun hedder, starter på Harvard i 1995. Hun ved intet om noget og har aldrig prøvet noget som helst før. Hun starter intuitivt på en masse forskellige kurser, men forlader dem igen, fordi de alligevel ikke rigtigt siger hende noget. Hun får nogle kammerater, som alle har mere personlighed end hende selv – og man fatter ikke rigtigt, de gider være venner med hende. Især ikke den søde, interessante og altid betænksomme ungarer, Ivan.

Nærmest skubbet ud af sit selvvalgte hi på Harvard tager Selin på en dannelsesrejse til Europa og er stadig ikke det fjerneste interesseret i ting, der foregår uden for hendes egen navle. Det er måske en pointe i bogen, at hun skal være så eksorbitant ligeglad og indadvendt, men det giver immervæk nogle farveløse miljøbeskrivelser. Aldrig har Paris været mere grå og ligegyldig, og hør lige Selins beskrivelse af de uforglemmelige kurbade i Budapest:

“Dagen efter, en søndag, skulle vi til messe i en berømt katedral og så bagefter besøge badene på et berømt hotel hvor man ikke havde noget tøj på, og en eller anden skrubbede en med noget vidunderligt et eller andet.”

Nogen vil finde dette ustyrlig morsomt – jeg synes bare, det er ustyrlig kedeligt.

”Idioten” er én endeløs række af uforløste hændelser og personer, man ikke kan se for sig. Det føles idiotisk at tygge sig hele vejen igennem.

Lån bogen på biblioteket

 

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter