0 kommentarer

I skyggezonen af Martin Petersen

af d. 5. november 2015
Info
 
Sideantal

268

Udgivet

2015

ISBN

978-87-638-4180-1

Udgave

1.

 

Jeg kan ikke mindes, at jeg har læst en bog, der er mere aktuel end denne, i disse tider hvor migranter længe har fyldt mediebilledet. Selv da jeg skulle til at skrive anmeldelsen, rullede billederne af en svensk migrantlejr, der blev ryddet af myndighederne, hen over skærmen. En handling der også optræder i Martin Petersens ‘I skyggezonen’. Det er en selvstændig efterfølger til ‘Exit Sugartown’, som jeg ikke har læst, men det kan ikke mærkes på læseoplevelsen af denne.

I Sugartown bor den fattige Charlie sammen med sin fattige og alkoholiserede far. Søsteren Dawn er rejst fra dem og søgte lykken i City (hendes historie bliver fortalt i ‘Exit Sugartown’). Charlie roder rundt ef­ter mad på byens losseplads sammen med en ven, men faderen vælger at sende Charlie og vennen afsted hen over havet til Sugartown, over til Dawn og en bedre tilværelse. Rejsen foregår i en lukket container ombord på et skib, det skal vise sig at blive en skæbnesvanger rejsemetode.

I resten af bogen følger vi Charlies kamp for overlevelse i en by og i et land, der lige så godt kunne have været et Europæisk land. Martin Petersen har valgt at bruge fiktive navne som City, Havneby­en og Sugartown, og det fungerer fint. Faktisk sad jeg lidt med en følelse af, at læse en fremtidsfor­tælling, både pga. de opdigtede navne, men også pga. handlingen, der er så langt fra min egen tilvæ­relse, at det bare bliver endnu mere uhyggeligt af, at flere millioner mennesker har en tilværelse som Charlies, eller værre. I en radioudsendelse på P1 fortæller forfatteren om, hvordan han har besøgt bl.a. Malta samt andre steder, hvor migranter kommer i land efter den farlige rejse over Middelhavet. Han har ligeledes fulgt med i Italienske aviser om migrantsituationen, og den grundige research har givet sit udslag i en meget autentisk, barsk og gribende historie. Selv om bogen er skrevet som ung­domsbog, fik jeg rigtig meget ud af at læse den. Martin Petersen tegner et unikt billede af hvordan flygtninges liv kan være, men leverer samtidigt et stærkt portræt af en ung mands tanker, behov og håb sam­men med et smertefuldt bevis på, hvad nøden kan få et menneske til at gøre.

Martin Petersen skriver utrolig godt, han bruger ingen løftede pegefingre eller kommer med morali­serende bemærkninger, men budskabet kommer frem helt af sig selv. Jeg er meget glad for, at jeg blev opfordret til at læse bogen. Den fortjener at blive brugt i undervisningen i de danske skoler, ligesom ‘Exit Sugartown’ gør, men ellers er det en bog alle bør læse, ung som gammel.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter