0 kommentarer

I sandhedens tjeneste af Peer Kaae

af d. 10. januar 2013
Info
 
Sideantal

266

Udgivet

2009

ISBN

978-87-11-43134-4

 

Det kan være særdeles fornøjeligt at læse erindringer, hvori skribenten gør op med det, som vedkommende har været en del af i årevis. »Den er en dårlig fugl, der skider i egen rede«, siger man.
Men er det nu også det?

Indrømmet – der kan være gemt den ene eller den anden dagsorden, hvis en person skriver nedsættende om sin tidligere arbejdsplads, sin eks-ægtefælle eller sin hjemstavn, som vedkommende har forladt. Der er måske gammelt nag eller gamle regnskaber, der skal gøres op.

Den modtagelse, som Peer Kaaes erindringer »I sandhedens tjeneste« fik i medierne, da den udkom, var påfaldende. Enkelte dagblade anmeldte bogen, blandt andet Ekstra Bladet, der sjovt nok var sur på den.

Bogen handler om Peer Kaaes 17 år som journalist på sladderbladet Se & Hør. Her levede han et luksusliv med sprut, dyre vaner, glamour og lig i lasten. Han startede på bladet som 23-årig under chefredaktør Mogens E. Pedersen, der sjældent er blevet kaldt andet end MEP. Her gjaldt det om at komme hjem med så mange repræsentationsbilag som muligt. Hvis man kom hjem med for få regninger fra dyre restauranter og sene aftenture til barer i Københavns indre, så var det blot et bevis på, at man ikke havde været ude med kilderne, ikke havde drukket dem stive på bladets regning og derfor heller ikke havde fået gode historier hjem.

Formidabel er Peer Kaaes beskrivelse af, hvordan han som ung knøs på bladet ringede hjem til MEP for at undskylde, at festen på bladet aftenen før var løbet fuldstændig af sporet. Det meste af inventaret på MEPs kontor var blevet smadret, efter en kåring af sommerens sødeste piger. Pigerne deltog naturligvis splitterravende nøgne i et orgie med champagne og alt, hvad der hører til.
Peer Kaae frygtede en fyring, men MEP var mere interesseret i at vide, om Kaae havde dyttet nogle af pigerne. Svaret var ja.

”- Strålende min dreng!” lød reaktionen, hvorefter Peer Kaae fik besked på at bestille nye møbler og tæpper.
Men piben fik en anden lyd, da Henrik Qvortrup blev chefredaktør. Det blev en tid med topstyring og mistænkeliggørelse. Qvortrup blev den onde ånd på Se & Hør, og mandens journalistiske metoder og personlige hæderlighed drages i tvivl – for at sige det mildt.

Berlingske Tidende gik så vidt som at skrive: »Forfatteren har intet andet på hjerte end et bittert opgør med sin gamle chef«.
Det vil jeg tillade mig at betegne som noget sludder. Bevares – forfatterens beretninger fra Se & Hør kan måske være en anelse trivielle og uden dybde. Men han giver os i det mindste et indblik i en verden, som redaktører og journalister (der ellers ynder at snage i andres liv – og gerne også med retsafgørelser følge, domme, som de bagefter ikke kommenterer) ellers sørger for at holde hermetisk lukket.

Efter at bogen udkom, fik alle Se & Hør-ansatte mundkurv på af chefredaktør Per Ingdal. Medier vil have åbenhed – bare ikke af sig selv.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter