0 kommentarer

I morgen skal vi hjem af Paula Gabriela Alvarez Larrain

af d. 13. december 2012
Info
 
Sideantal

223

Udgivet

2003

ISBN

978-87-595-2833-4

 

Hvor meget kender vi mennesker egentlig os selv? Hvilke billeder skaber vi af os selv? Og hvordan ønsker vi at fremstille os selv – forklare os selv over for omverdenen?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter at have læst Paula Larrains biografi, »I morgen skal vi hjem«, der sælges med undertitlen »Mit liv som chilener i Danmark«. Her skal vi høre om en flygtningefamilie, integration og situationen at stå med et ben i to lande, der geografisk og kulturelt ligger langt fra hinanden.
Paula Larrain var fire år, da hun kom til Danmark med sin familie, som flygtede fra Pinochet-diktaturet i Chile. I Esbjerg var politiske flygtninge så stor en seværdighed, at de dengang blev portrætteret i det lokale dagblad. Og ved Køge Bugt var familien i sikkerhed i moderne dansk boligbyggeri – men langt væk fra familie, venner, hjem og hverdag i Sydamerika.

Bogen udkom i 2003 på 30 års-dagen for militærkuppet i Chile, da den kendte værtinde fra TV-Avisen var blot 33 år – og på selve datoen den 11. september. En dato som ironisk nok er blevet overskygget af en helt anden begivenhed, hvor amerikanerne ikke som i Chile indirekte var gerningsmænd, men ofre.

»I morgen skal vi hjem« bliver ikke det, den lægger op til. Det er vanskeligt at afgøre, om det skyldes en historie, der i virkeligheden er uinteressant eller om Paula Larrain primært har sig selv mere på hjerte end det særlige ved hendes chilenske baggrund.
Det er også overraskende, hvor lidt forfatteren bruger den journalistiske fortælleteknik. Hun fortæller og fortæller, men viser meget lidt. Paula Larrain iscenesætter meget og overlader skuffende lidt til læseren selv.

Historien får aldrig rigtig liv, selv om man hele tiden regner med, at det nok kommer på næste side. Det gør det bare ikke. Det bliver generelt almindeligheder, der hænges op på hendes baggrund i en flygtningefamilie. Og med fare for at dømme uretfærdigt, så kommer det til at virke lidt påtaget. Nogle gange lidt patetisk. Teksten overbeviser ikke. Problemstillingen er skam reel nok. Paula Larrain har næppe kunnet huske særlig meget fra Chile og fra flugten – men flugten og splittelsen mellem to verdener har levet videre i hendes familie, der ender med at blive splittet. Mor, far og søster flytter til hver deres verdenshjørne, og Paula Larrain ender med psykisk at gå ned med flaget.

Under journaliststudiet i Aarhus beskriver hun, hvordan hun opretholdt sin facade, men samtidig følte sig ensom og kikset i forhold til sine omgivelser. Det er lidt ironisk, hvordan hun forklarer meget med, at hun er chilener. Ikke at det ikke er sandt. Men når hun for eksempel begrunder sit temperament med sin chilenske baggrund, sætter hun jo også et mærkat på en befolkningsgruppe. Det som de, der er kritiske over for fremmede i Danmark, ofte bliver bebrejdet.

Lån  bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter