0 kommentarer

I fædrenes fodspor af Oliver Bottini

af d. 25. februar 2013
Info
 
Sideantal

376

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7137-363-9

 

“Herren være de fortryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider,” hvisker den ældre mand til en skrækslagen Paul Niemann på gebrokkent tysk. Manden er trængt ind i Niemanns hus og giver ham og familien syv dage til at forlade huset. Om syv dage vil han komme igen.

Kriminalkommissær Louise Boni fra politiet i den hyggelige grænseby Freiburg sættes på sagen. Hun finder hurtigt ud af, at manden er en af de hundredtusinder østeuropæere af tysk afstamning, der har bosat sig i Tyskland efter jerntæppets fald. Hun finder også frem til, hvor manden har boet, og hvor hans bekendte befinder sig, men manden selv er som sunket i jorden. Det er som at jage et spøgelse. Og imens nærmer sig dagen, hvor manden vil vende tilbage. En snu, gammel kriger. En bevæbnet, gammel kriger.

Ventetiden er hård ved den lille familie. Niemann er et skrøbeligt menneske, og der er et eller andet fra hans tid som sagsbehandler i München, som han ikke fortæller. Offeret forhindrer politiet i at finde en gerningsmand, som endnu ikke har gjort noget.

“I fædrenes fodspor” er Oliver Bottinis tredje krimi med fransk-tyske Louise Boni i hovedrollen. Som det sig hør og bør er hun eks-alkoholiker, martret af en trist fortid, forsynet med en chef, der ikke forstår hende, og velsignet med et sind så stridbart som en kaktus på krigsstien. En ægte krimiseriestrisser.

Bottinis populære bøger skal ikke læses for spændingens skyld. Dertil er tempoet for sindigt, researchen for detaljeret og Louises talrige tilbageblik for dominerende. I stedet skal man gøre en dyd af nødvendigheden og nyde forfatterens lette antrit og gode miljøskildringer. Det er vitterlig som at være der selv – blandt de rare mennesker i det fransk-tyske grænseland.

Centraleuropas voldelige fortid, hvor uskyldige mennesker blev forfulgt, fornedret og fordrevet af deres tidligere venner og naboer, er altid et godt kødben at koge suppe på. Og Bottini øser gavmildt af gryden med de store følelser: Sorg, angst, kærlighed, hævngerrighed… Man mættes på den sunde måde, ganske langsomt uden at forsluge sig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter