0 kommentarer

I en skov af sumak af Klas Östergren

af d. 30. april 2019
Info
 
Sideantal

264

Udgivet

2019

ISBN

978 87 638 5680 5

Originaltitel

I en skog av sumak - oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild

Udgave

1. udgave

 

I 1980 fik Klas Östergren et forrygende gennembrud med “Gentlemen”, en elegant roman, der i dag har klassikerstatus og var medvirkende til at sikre Östergren en plads i Det Svenske Akademi, som uddeler Nobelprisen i litteratur.

Siden har Östergren skrevet mange fine romaner, og den nyeste – “I en skov af sumak” – har høstet begejstrede anmeldelser hinsidan.

Kenneth Jansson, en ganske almindelig, halvvoksen knægt, får kontakt med to flamboyante og næsten jævnaldrende søskende, der bor alene i et stort hus i et af Stockholms mere velhavende kvarterer. Året er 1970, dagens ret er potjoints og rasende vietnamkrigsmodstand.

Ironien er tommetyk, når Östergren lader Kenneths alkoholiske naboer banke hinanden halvt ihjel til tonerne af Paul McCartneys sødladne “Yesterday”. Kenneths mor, en stilfærdig syerske, synes, man bør gøre noget – og skubber sønnen ind efter en kop havregryn. Det stopper larmen for en tid.

Det står ikke meget bedre til på Kenneths skole, hvor klasselæreren drikker i smug og uddeler lussinger i flæng. I frikvartererne har bøllespirerne frit slag til at banke, hvem de nu finder for godt. Kun klassens evige duks, Monika, synes ikke at ænse noget, travlt som hun har med at fedte sig ind hos lærerne.

Men så starter Dan Schoultze i klassen, og så får piben en anden lyd. Både hos lærere, bøller, Monika og Kenneth selv. Halvt amerikanske Dan kommer anstigende i elegante, sorte sko, en frakke af den slags kun voksne går i og en sfinx’ uudgrundelighed, som får al tumult til at lægge sig omkring ham.

Er der nogen, Kenneth gerne vil være venner med, så er det Dan. Og er der nogen, han gerne vil i bukserne på, så er det Dans lidt ældre, cool hippiesøster, der triller de flotteste joints.

Man skal som bekendt passe på, hvad man ønsker sig. En smeltende varm sommer i de sære søskendes sumaktilgroede have udvikler sig både, som Kenneth håber, og så alligevel slet ikke. Bladene på den eksotiske træsort sumak ligner i øvrigt hampblade til forveksling, bare så vi har dét på det rene.

“I en skov af sumak” er en bog om den svære overgang til de voksnes verden – og om vores vidt forskellige forudsætninger for at lykkes. Klasseskel, intelligens, udseende, livsappetit eller det modsatte…

Klas Östergren moraliserer ikke. Med sin smukt svungne pen fortæller han en ret ligetil historie fra en tid, der på mange måder ligner vores egen. Lydsporet med Moody Blues og Frank Zappa er måske et andet, men vores ungdom kæmper jo også med kærligheden, krigsmodstand, stimuli af varierende styrke og tvivl om, hvad fremtiden skal bringe.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter