0 kommentarer

I en anden mands grav af Ian Rankin

af d. 8. juli 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

426

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7129-177-3

Originaltitel

Standing in Another Man's Grave

 

“I en anden mands grav” er klassisk Rebus af fineste aftapning. Inkarnerede fans af skotske Ian Rankin og hans knarvorne helt, John Rebus, vil knuselske dette 18. epos i den slidstærke serie – og nykomlinge vil bestemt heller ikke blive skuffede.

Rebus er egentlig gået på pension fra politikorpset, men har fået en tjans i afdelingen for kolde (uopklarede) sager. Heldigvis, for ellers ville han givetvis drikke sig ihjel af lutter kedsomhed. Arbejde er mandens eneste liv, single malt-whisky den sikre vej til forglemmelse.

En ihærdig mor, hvis datter forsvandt 12 år tidligere, har i lang tid prøvet at gøre politiet interesseret i det faktum, at flere unge piger, der ligeledes boede i nærheden af Hovedvej A9, er meldt savnet. Først i Rebus finder hun et villigt øre.

Med sin legendariske stædighed kaster Rebus sig over sagen og lykkes som altid at gøre sig grundigt upopulær hos alt og alle. Især visse chefer samt en gammel fjende fra Intern Afdeling (Klagerne), der er overbevist om, at Rebus er korrupt. For hvordan kan man være ren, når man plejer jævnlig omgang med to af Edinburghs mest berygtede gangstere?

Endnu en pige forsvinder på A9, og sagen tilspidses. Bortset fra hans tidligere makker, Siobhan Clarke, er der ingen, der tror på Rebus’ gammeldags opklaringsmetoder, som omfatter masser af fodarbejde og et ikke helt reglementeret pres på de mistænkte, så de hen ad vejen begår fejl. Men ikke mindst falder det de nystrøgne, presseliderlige chefer for brystet, at Rebus drikker som en svamp og konstant lugter som et brugt askebæger.

Rebus-serien skal læses for sin pragtfulde atmosfære, snarere end sine sindrige plots (ikke at de fejler noget, slet ikke). Tempoet er slentrende, og der er god tid til at besøge et hav af pubber, hvor poser af fedtede chips skylles ned med god IPA-øl og strømme af whisky. Rankin er ikke ligefrem den bedste reklame for skotsk livsstil, men man får alligevel morderligt meget lyst til at besøge det grønne, bjergrige land med de dybe søer og klanternede eventyr.

Fire fingre Glenmorangie til Søren K. Barsøe, der som altid leverer en veloplagt fordanskning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter