0 kommentarer

I egoismens favntag af Camilla Louise Moe

af d. 2. maj 2004
Info
 
Sideantal

16

Udgivet

2003

ISBN

87-91446-00-7

 

Moes debutdigte er en flod af sproglig spændstighed brugt til at artikulere et sind, som hænger udspændt i en bue af længsel – mellem vrede og intens kærlighed som fæstepunkterne, og med forundringen og smerten som mellemstationer.

“Det er svært at bevare overblikket
når man selv er en detalje”
siges det i den indledende mottoaforisme, og dette kendetegner da også digtene: de er ikke et sinds overblik over verden, det er snarere verdens trængen sig ind på et sind, vi ser.

Sproget er overraskende, det velkendte bruges, så man må læse to gange for at fange den nye mening. Alene en omvendthed som denne: “med åbne ben og spredte arme” får én til at læse tilbage, forundres og vågne.

Det er vanskeligt at fremhæve ét digt i rækken som det bedste. Så i stedet her to!
Digtet “Savn” bærer i sin intense tæthed mindelser om Aarestrups “Angst”, men Moes digt har en anden karakter, smerten ligge ikke i adskillelsen, som skal komme, men i adskillelsen, som ER. Digtet “Jeg blev genfødt” ser jeg som samlingens omdrejningspunkt, uanset at titeldigtet er et andet. I digtet mærkes et menneskes afsindige smerte ved at blive forladt af et andet, en forælder måske, som fører egoismen op i højeste potens ved at vælge det, som Blixen så smukt benævnte fridøden. Det er imidlertid ikke smukt for den, som står tilbage og må grine af bare lidelse, grine af afmagt ved denne “sidste happening”, grine for at redde sig; latteren bliver et halmstrå i en kuldsejlende verden.

Moe KAN – skrive og føle.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter