0 kommentarer

I djævelens tjeneste af Sebastian Faulks

af d. 15. december 2008
Info
 
Sideantal

327

Udgivet

2008

ISBN

978-87-638-0908-5

Originaltitel

Devil May Care

 

Så er der nyt om den hemmelige agent over dem alle, selveste Bond. James Bond, på skrift. Ian Fleming, Bonds skaber, har ellers været død længe, men 2008 er 100 året for hans fødsel, så man har fået Sebastian Faulks til at skrive bogen “som Ian Fleming” som en slags hyldest.

Jeg vil starte med en pinlig tilståelse. Dette er den første James Bond roman jeg har læst, så jeg har intet sammenligningsgrundlag. Når det så er sagt, så tror jeg da nok at jeg har set de fleste film mere end en gang, og lad mig bare slå det fast med det samme. Den her bog er ligesom filmene.

Vi har et styks særdeles kold og væmmelig skurk, som jo altid har et særligt karakteristika, i det her tilfælde en abehånd. Ja, en abehånd!

Så har vi en håndlanger, som om muligt er endnu væmmeligere. Her er tale om en følelseskold soldat med delvis ansigtslammelse og en forkærlighed for at rive ofrenes tunger ud.

Så er der den onde plan. Uden at afsløre for meget kan jeg vist godt røbe at den involverer narkotika og en specialbygget dødsmaskine, samt målet at ødelægge Storbritannien.

Der er farverige locations. Vi følger både Bond i romantiske Paris og hektiske Teheran, samt på en hæsblæsende hjemrejse.

Alt dette er naturligvis krydret med den klassiske Bond-pige.

Og så alligevel ikke, for Faulks forsøger med sin roman, meget diskret, at tage nogle historiske politiske emner op omkring situationen i mellemøsten, samtidig med at han tillader Bond den dybde at føle noget, måske endda kærlighed.

Bogen er skrevet, så den nærmest læser sig selv når man først åbner den. Der er tale om underholdning, og meget lidt dybde. Men kan man leve med det, så er “I Djævelens Tjeneste” en ganske fornøjelig lille bog. Personligt foretrækker jeg nu Bonds kvindelige modstykke “Modesty Blaise”, men det er jo en smagssag. Under alle omstændigheder, så er det en rigtig agent-roman, og den har alt det en agent-roman skal ha’!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter