0 kommentarer

I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv af Herta Müller

af d. 6. januar 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

166

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-11372-3

Originaltitel

Heute wär ich mir lieber nicht begegnet

 

Lige som de øvrige af Herta Müllers sprogeksploderende værker, handler ‘I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv’ om menneskets, sprogets, tillidens og bedragets uforudsigelighed.

Jeg-personen bor i det diktaturstyrede Rumænien. Hun er blevet tilsagt og skal møde op til forhør. Hun har været tilsagt mange gange efterhånden, men denne gang fornemmer hun selv noget skæbnesvangert over det. Bogens handling foregår dels i sporvognsturen derhen, men beskrivelserne af hvad der rent konkret foregår i vognen flettes sammen med jeg-personens livshistorie, oplevelser og minder. Fx hvordan hun på fabrikken, hvor hun arbejder, har sendt kontaktannoncer med det producerede tøj til Italien i forsøg på at prøve at slippe ud af landet. Det er dette som gør at hun bliver indkaldt til forhør, men hendes kollega laver falske sedler i hendes navn, og det giver hende flere problemer og gør hende forfulgt – blot fordi hun ikke kan udstå ham og nægter at fortsætte det seksuelle forhold, de har haft på en forretningsrejse.

Hendes dræbte veninde Lili spiller en stor rolle i minderne. Hun skydes ned og dræbes i et forsøg på at flygte, og de utallige skud får hende til at ligne en rød valmuemark – blot et eksempel på Müllers grufuldtnøgterne sprogbrug.

Forholdet til sin nuværende kæreste Paul fylder også en del; hvordan de mødes på et loppemarked, hvor Paul sælger hjemmelavede antenner, og hovedpersonen sælger sin vielsesring; hvordan hun flytter ind hos ham i et sammensunkent højhus; hvordan han begynder at drikke mere og mere og hun ikke får spurgt hvor han egentlig er henne, når han ikke kommer hjem.

“Selv når der lå tyk sne, kørte vi på arbejde på Java’en. Paul havde kørt motorcykel i elleve år og aldrig haft et uheld selv om han drak. Han kendte gaderne som sin egen bukselomme, med lukkede øjne kunne han have fundet vores fabrikker. Jeg var pakket godt ind, lygte- og vindueslys glitrede, frosten bed i ansigtet, læberne som frossen brødskorpe, kinderne glaskolde som porcelæn. (…) Når der sad rimfrost i øjenbrynene, tænkte jeg:
Nu er vi gamle.”

Jeg opslugtes så meget af disse sidehistorier, at jeg de første mange gange fik et helt chok, da jeg pludselig blev bragt tilbage til sporvognen og kom i tanke om at vi var på vej til et forhør.

Oplevelserne, Herta Müller beretter om, er kvælende og kvalmende i deres grimhed. Hun sætter ord sammen, der overrasker, fordi de både er helt umulige i deres konstellation men også helt præcise i beskrivelserne af det, hun fortæller om. På den måde griber sætningerne sig fat om een som rotter, som kødædende planter, og man er tvunget til at forholde sig til de mareridt, som hun pensler op med tryksværten på papiret. Nøgternt set ser en valmuemark jo drabelig ud, og det er dette utænkelige men sande billede, Herta Müller bruger uden at blinke med øjnene til at beskrive Lilis lig med.

Det er denne ukontrollerede måde at bruge sproget på, som jeg så godt kan lide ved Herta Müller. Hun forsøger at beskrive det ubeskrivelige. Skal traumatiske begivenheder nedfældes, må sproget nødvendigvis sprænges og være så umiddelbart ulogisk og modsætningsfyldt som selve de begivenheder, som det skal afspejle, har været.

Læs bogen men hav god tid. Jeg var på trods af mine bedste intentioner ved at miste tålmodigheden til sidst med disse galskabssætninger, men til slut i handlingen sniger der sig pludselig en eksplosion ind, som efterlod mig måbende og med vidt opspærrede øjne tilbage.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter