0 kommentarer

I Am the Messenger af Markus Zusak

af d. 29. marts 2017
Info
 
Sideantal

357

Udgivet

2002

ISBN

978-0-375-83667-1

Originaltitel

The Messenger

 

I Am the Messenger (eller bare The Messenger) er en ungdomsroman af Markus Zusak (forfatter af Bogtyven) fra 2002.
Romanen fortælles af hovedpersonen og jeg-fortælleren Ed Kennedy, som lever et ret kedeligt liv, indtil han en dag pludselig stopper et bankrøveri og derefter finder et spillekort i sin postkasse. Kortet er et es, og der er noteret tre adresser på det. Da Ed besøger disse steder, finder han nogle personer, som han skal hjælpe på forskellig vis. Efter det første es dukker der lidt efter lidt tre andre op, som alle er forsynet med hint til mennesker, der har brug for hans hjælp. Nogle gange drejer det sig kun om at komme med små opmærksomheder, andre gange skal disse mennesker simpelthen reddes. Ed forsøger i løbet af sine missioner hele tiden at finde ud af, hvem det er, der sender ham kortene, men denne gåde løses først til sidst, da han modtager det femte og sidste kort.

Jeg har læst denne bog flere gange, både som ung og som “voksen”. Hver gang har jeg elsket den, og den har efterladt en lidt melankolsk følelse. Det er en af de bøger, som man læser rigtig hurtigt, fordi den er så god, og til sidst bliver lidt ked af det, fordi den allerede er slut og man helst vil rejse tilbage til det tidspunkt, hvor der stadig var 200 sider tilbage.
Zusak er nogle gange lidt over-dramatisk og gør ofte brug af meget korte, betydningsladede sætninger, hvilket nok kan være lidt irriterende i længden for nogle læsere. Til gengæld skaber han meget spændende og humoristiske dialoger og karakterer, som man bliver helt forelsket i.

Bogen har et dejligt budskab og den er god at læse, hvis man har mistet troen på det gode i mennesket lidt, og man får desuden selv helt lyst til at drage ud i verden og hjælpe andre folk. Det er derfor en roman, der efter min mening kan og burde læses på tværs af alle aldre.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter