0 kommentarer

Hyttebog fra helvede af Are Kalvø

af d. 6. september 2020
Info
 
Sideantal

294

Udgivet

2019

ISBN

9788772003238

Originaltitel

Hyttebok frå helvete

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Are Kalvø er forfatter, satiriker og komiker og har skrevet ”Hyttebog fra Helvede” – en guide til, hvordan man kommer til /eller ikke kommer til at elske naturen i Norge. Bogen har solgt mere end 70.000 eksemplarer i hjemlandet Norge og er solgt til oversættelse i 10 lande.

Jeg er absolut ikke ski-interesseret, og jeg er heller ikke målgruppen for lange, sejre vandringer i naturen i alt slags vejr uden vådt eller tørt.  Jeg er naturelsker, men kan godt lide de trådte stier og de sikrede højder, og så elsker jeg at slappe af med en god kop kaffe eller et godt glas vin.

Are er opvokset i en lille by i Norge og har fra barnsben haft et nært forhold til naturen, været på ski og vandring med forældrene, men som voksen har han følt sig mest knyttet til bylivet med dets udbud af udskænkningssteder og bekvemmeligheder.

Nu er Are et sted i livet, hvor flere af hans venner undsiger barlivet til fordel for ture til fjeldhytter og vandringer i fjeldet. Are vil gerne forstå sine venner og måske selv få smag for naturen, så han tager sammen med sin kæreste på en række ture med læseren som tilskuer. Kæresten (=den dokumentationsansvarlige) får til opgave at holde humøret oppe hos Are og sammen kaster de sig ud i eventyret.

Det er supersjov læsning. Bogen er humoristisk, satirisk og pokkers sjov. Jeg sad flere gange og klukkede højt under læsningen, og det er den absolut sjoveste bog, jeg har læst i lang tid. Min begejstring for bogen smittede af på min mand, der ellers er mest til faglig læsning, og han morede sig også godt.

Are møder mange udfordringer på turene til Norges mest berømte steder, og han er måske den eneste nordmand, der har været på Prædikestolen uden at have taget et billede, hvor han rækker armene i vejret. Instagram-moments er der masser af – hvis man ellers kan komme frem i tågen.

Jeg er ikke i tvivl om, at også de mest hærdede ski-udøvere og vandrefolk vil finde Ares betragtninger morsomme og trække på smilebåndet af sig selv og andre.

Hvad foregår der ude i hytterne? Og hvad er sandheden om at vandre i 7 timer for at komme frem til en tåget fjeldtop.

Hvad er det for et fællesskab, de naturelskende nordmænd har – og hvorfor er det så svært at komme ind i fællesskabet. Og kan man komme ud igen?

En perle af en bog.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter