0 kommentarer

Hvor lyset er af Malene Ravn

af d. 15. august 2020
Info
 
Sideantal

368

Udgivet

2020

ISBN

978 87 02 29643 7

Udgave

1. udgave

 

Vi møder Carl Fischer første gang til hans 5-års fødselsdag i 1892. Familien er samlet: mor, far, Carl, de to større halvsøstre.Stemningen kan hurtigt ændre sig, selv til en børnefødselsdag – det påvirker den lille Carl. Hans far er hård og streng, hans mor er blid, ser hans talent og opmuntrer ham til at male.

Det var anderledes at være barn dengang – børn fik ingenting at vide om, hvad der foregik. Han ved ikke, hvorfor han og hans mor flytter hen til mormor og morfar. Og da moren dør, får Carl ikke lov til at komme med til begravelsen. Carls liv forandres, han må flytte med sin far – langt væk fra sin kære morfar og mormor og sin bedste ven Kesse.

Som ung møder han Ely, og de bliver meget forelskede. Ely sidder model for ham, og inden længe bliver Ely gravid. Et barn vil være en klods om benet – kunsten kommer i første række, og Carl svigter Ely, trods kærligheden mellem dem. Det første af mange svigt.

Barnet sættes i pleje, men Carl kan ikke glemme Ely, han opsøger hende hos hendes familie og frier til hende – og de gifter sig.

Trods flere grove svigt fra Carls side og vanskelige perioder, hvor han synker ned i depression, bliver Ely hos ham til hans død – gang på gang tilgiver hun ham.

Malene Ravn skriver virkelig godt. Hun kæler for sproget og har flere steder et meget billedligt sprog. Da Ely og Carl nyforelskede går i skoven skriver hun: ’Solen står højt, og i begyndelsen er der bare en hamrende rytme i luften, som trænger ind i kroppen og blander sig med deres skridt. Den bruser om ham som en symfoni, det er svært at skelne kronernes svajen fra lyden af orgel og strygere. Lyden stiger som fra tusind engle, og Ely går ved siden af ham her. Hun smiler og lyser af glæde, hun må også kunne høre musikken. Tænk, at skoven hilser deres kærlighed på denne måde …’

Hun er god til at formidle stemningen i familierne i en anden tid, hvor man så anderledes mange ting. Man mærker de ofte uudtalte følelser hos både børn og voksne. Man er således ikke i tvivl om, hvor hårdt det er for både Ely og Hans, da Hans’ plejemor dør af den spanske syge og han flytter ind hos Ely og Carl og starter med at være i karantæne – for ikke at risikere at smitte Carl og Ely med den frygtede sygdom, bliver han låst inde på et værelse, alene i 14 dage. Hvilket traume for den lille fyr! Carl får aldrig et nært forhold til Hans, ligesom sin egen far viser han ikke megen omsorg, men er noget af en tyran. Ely vil så gerne, men det er svært at vinde barnets tillid.

Selv om det er en roman, er den baseret på en virkelig familiehistorie. Carl Fischer levede fra 1887 til 1962. Malene Ravn er gift med Carl og Elys oldebarn.

Ligesom jeg var begejstret for hendes bog ’I dine øjne’ – som også er baseret på en virkelig historie – lod jeg mig rive med af denne fortælling om Carl og Ely. En velskrevet, interessant historie.

Forsiden af bogen er et af Carl Fischers værker – et papirklip fra 1945. Tager man smudsomslaget af bogen, er samme værk trykt på selve bogen, uden titel og forfatter. Det betyder noget, når der er kælet for bogens udtryk.

 

Anmelderbog

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter