0 kommentarer

Hvor hjertet er af Billie Letts

af d. 25. september 2008
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

376

Udgivet

2000

ISBN

87-7883-002-8

Originaltitel

Where the heart is

 

“Where the heart is” er en af den slags bøger, der nok ikke vinder en Nobel-pris, men som alligevel er en læseværdig bog.

Romanen foregår i nutidens USA, hvor vi møder teenageren Novalee Nation på 17 år, der er kæreste med den jævnaldrende Willy Jack. Novalee er højgravid, har ingen uddannelse, og for at sætte prikken over i´et, så er hun netop blevet efterladt af Willy Jack foran en Wall-Mart i Sequoyah, der er en plovfure af en by i Oklahoma. Hendes samlede kassebeholdning er på 7,77 dollars, og så er det, at Novalee bliver enig med sig selv om, at hun er på spanden.

Hun kender ingen i Oklahoma, har ingen steder at bo og intet job. Af mangel på valgmuligheder vælger Novalee at slå sig ned i Wall-Mart indtil hun finder et job og et sted at bo – her er Novalee i nogle dage alt i mens hun forbander Willy Jack og Sequoyah, Oklahoma langt væk.

“Where the heart is” kunne lyde som en tragisk bog, men det er den i virkeligheden ikke, for Novalee finder ud af, at nok er Sequoyah en plovfure, men indbyggerne er flinke og hjælpsomme, og Novalee ender med at få hjælp, finde job og venner – og hun ender endda med at indse, at hun ikke behøver gå gennem livet alene.

“Where the heart is” er en god bog uden at være fremragende. Sproget er udmærket, men beskrivelserne af bogens personer har tendens til visse steder at være utroværdige og karikerede, og det tæller ned. Til gengæld skal forfatteren have ros for ikke pr. automatik at fremstille yngre mennesker som dårlige og uansvarlige forældre, og det skader heller ikke, at der er sekvenser, hvor der er brugt en god humoristisk sans.

Jeg vil anbefale “Where the heart is” hvis man ønsker sig en udmærket læseoplevelse, men ikke forventer, at man får fat i Nobelpris-materiale.

OBS: Bogen er læst på originalsproget.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter