0 kommentarer

Hvor fire veje mødes af Tommi Kinnunen

af d. 30. september 2015
Info
 
Sideantal

316

Udgivet

2015

ISBN

978-87-638-3828-3

Originaltitel

Neljäntienristeys

Udgave

1. udgave

 

Fra første linje i sin fænomenalt flotte debut griber finske Tommi Kinnunen os lige dér, hvor huden er tyndest. Intet under, at slægtsromanen “Hvor fire veje mødes” allerede har modtaget adskillige priser.

Titlens fire veje refererer til et kryds i en lille finsk by. Men nok så meget går den på de fire hovedpersoner; tre generationer af kvinder og den enes mand. Bogen strækker sig over godt 100 år og er opbygget af små skelsættende episoder med års mellemrum.

Maria møder vi i 1895, hvor hun som ung jordemoder hidkaldes til en fødsel, der har varet i tre dage. Barnet er dødt inde i moren, som nu selv er tæt på det hinsides. Skildringen af de næste timer i selskab med fordrukne mænd, vrangvillige kvinder og et iskoldt barn, der skal ud for enhver pris, er ikke for sarte sjæle.

Med den stedlige apoteker får Maria datteren Lahja uden for ægteskab. Hun har kun foragt til overs for et bigot samfunds fordømmende holdning, lever sit liv, som hun vil, og klarer sig så godt, at hun kan bygge et stort hus med plads til både sig selv og Lahja og senere datterens mand Onni og deres tre børn.

Som barn af en enlig, udearbejdende mor bliver Lahja et uhyre selvstændigt individ. Som sin mor får hun tidligt barn med en mand, der ikke vil vide af hende, og også hun trodser omverdenens hævede øjenbryn. Og så møder hun flotte Onni med det milde sind, som næsten er for god til at være sand. Han tager sig hendes datter, Anna, som var det hans egen, og de får yderligere to børn, Johannes og Helena.

Johannes gifter sig med pæne Kaarina, om hvem bogens tredje afsnit handler. Eller snarere om, hvordan det er at bo i samme hus som svigermor Lahja, der insisterer på at være Des, og som afskyr forandringer som indendørs toilet og køleskab, når nu et das og et spisekammer altid har været godt nok. På sin egen stille facon får Kaarina tingene til at glide, men Lahjas kærlighed, vinder hun aldrig. Tværtimod får vi en perlerække af tåkrummende scener, hvor Lahja gør sig udtilbens over for alt og alle, og hvor Kaarina prøver at mægle uden at sætte sin integritet for voldsomt over styr.

Bogens sidste afsnit handler om Onni. Ejegode Onni med den altødelæggende hemmelighed. Onni som kæmper tappert på mange fronter, også på tyskernes side under krigen, hvor han oplever gruen på tætteste hold. Så blodigt er det, at de finske og tyske kammerater bliver helt stumme af rædsel: “Hver eneste mand er lige fyldt til randen af indre skrig”.

Langsomt og ubønhørligt sammenstykkes en families tragedie, brik for brik, til billedet af de implicerede toner frem i tre dimensioner. Tommi Kinnunen gør det uimodsigeligt klart, at vi alle har et ansvar. Måske har vi været uheldige, javel. Måske begik vi ikke fejlene bevidst, nej nej. Men i sidste ende er vi nødt til at tage ansvar. Det er eminent godt fremlagt og befriende blottet for overfortolkninger eller undskyldninger.

lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter