0 kommentarer

Hvor blev du af Bernadette af Maria Semple

af d. 15. februar 2016
Info
 
Sideantal

320

Udgivet

2013

ISBN

978-87-12-05134-3

Originaltitel

Where´d you go, Bernadette

Udgave

2. udgave, 1. oplag

 

Det er ikke altid jeg forstår det hype, der nogle gange er opstået om en bog, der sælger som død og djævel og som i mange tilfælde har fået udmærkede anmeldelser.

”Hvor blev du af Bernadette” hører til ovennævnte kategori, for selvom bogen ikke er dårlig synes jeg heller ikke den er så fremragende, som den mange steder er blevet udlagt til at være.

Romanen foregår i Seattle, USA, hvor den intelligente 15-årige pige Bee Fox bor sammen med sine forældre Bernadette og Elgin Fox. Bernadette er tidligere succesfuld arkitekt, der efter en uretfærdig behandling har isoleret sig i familiens hus mens Elgin forsømmer familien til fordel for sit lederjob hos Microsoft. Bernadette kommer ikke godt ud af det med de øvrige forældre på Bee´s skole, de er for skinhellige og har det som deres religion at plage livet af andre.

Da Bee får topkarakterer til eksamen og bliver optaget på en prestigefyldt privatskole, vil hun indfri sit største ønske: at tage på ferie til Antarktis med forældrene. Da Bernadette har isoleret sig i huset og Elgin arbeder 24/7 synes de ikke det er en god ide, men må ende med at bøje sig for det løfte de har givet datteren.

Det vil sige, turen bliver markant anderledes fordi Bernadette pludselig forsvinder efter et kontrovers med en af skolens andre forældre, og så går en hæsblæsende jagt ind for Bee og Elgin for at opklare hvor Bernadette blev af.

Romanen handler dels om familiens tidligere og nuværende liv, herunder beskrivelser af hvorfor Bernadette og Elgin er blevet som de er blevet, men det er også fortællingen om opklaringen af, hvad der skete med Bernadette og hvordan hendes forsvinden påvirker familien.

Bogens forfatter har formået at skrive en læseværdig bog, der fastholder opmærksomheden gennem hele læsningen af bogen.

Der er ganske fine personbeskrivelser, men jeg synes det kniber med at gøre handlingen troværdig og overbevisende. Handlingen fremstår flere steder urealistisk, og det trækker gevaldigt ned, også selvom der er fine personbeskrivelser.

Bogen er alt i alt en blanding af både skidt og kanel, men mest kanel, og jeg lander derfor på 3 stjerner for en bog, som var læseværdig, men som jeg ikke var i stand til at oppebære vild begejstring for.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter