0 kommentarer

Hvor blev du af Bernadette af Maria Keogh Semple

af d. 10. juli 2013
Info
 
Sideantal

320

Udgivet

2013

ISBN

978-87-12-04875-6

Originaltitel

Where'd you go Bernadette

 

Familien Fox/Branch er ikke helt normal, hvilket her vil sige, at omverdenen (naboer, skoleforældre mm.) ikke synes, at familien gør tilstrækkeligt for at tilpasse sig lokalsamfundet.
I stedet for et af de eftertragtede “craftsmanhuse” har familien (far, mor og datteren Bee) valgt at bosætte sig i en nedlagt og faldefærdig pigeskole på flere tusinde m2 og en have, som fremstår som et vildnis.

Bernadette Fox var 20 år tidligere et af Amerikas mest lysende talenter som nyuddannet arkitekt og vandt en stor pris for sit nyskabende og miljøvenlige projekt, hvis bærende ide var, at alle byggematerialer skulle skaffes indenfor en radius af få kilometer.
En strid med en nabo, som i hemmelighed købte hendes vinderprojekt, for derefter at rive det ned, slog Bernadette helt ud. Hun trak sig tilbage fra offentligheden og udviklede en stærk social fobi.
Elgie Branch er også et stort navn indenfor sit felt, som er udvikling af robotteknologi hos Microsoft. Faktisk har Elgie udviklet en robot, som kan gøre stort set alt!
Deres 15-årige datter Bee ligner en 10-årig pga. medfødte svagheder, er lynende intelligent og elsker sin mor overalt på jorden.

Bernadette har ansat en slags virtuel sekretær, en inder, som fra den anden side af Jorden via sin computer ordner alle ærinder for hende. Desværre viser det sig, at “inderen” er den russiske mafia, som lokker kreditkort-oplysninger og alt mulig andet ud af Bernadette.
Denne kedelige omstændighed plus nogle tåbelige rygter baseret på nabosladder får Elgie til at mene, at Bernadette må have hjælp – i form af tvangsindlæggelse – da han tror, at hun er ved at blive gal.
Da myndighederne kommer for at intervenere lykkes det dog Bernadette at stikke af og pludselig befinder hun sig af alle steder på Antarktis, hvor hun genfinder lysten til at skabe.
Flere måneder går og alle undtagen datteren Bee tror at Bernadette er død. Bee nægter at gi’ op, forfølger Bernadettes små spor og lykkes med sin ukuelighed til sidst at finde sin mor.

Sammenstødet mellem menneskelig kreativitet og konformitet er det centrale i “Hvor blev du af Bernadette”, som er en underholdende, morsom og letlæst roman fra en velbjerget del af det amerikanske samfund i Seattle, Washington.
Sociale normer, som er meget firkantede og en politisk korrekthed, som gir brækfornemmelser, overfor det kreative og sårbare menneske, som kan og vil tænke selv. Maria Semple udleverer det borgerlige Amerika, som selv synes det har patent på den amerikanske drøm og det perfekte liv. Det er svært ikke at fatte sympati for det selvstændige menneske, Bernadette, som egentlig bare vil ha’ lov til at være sig selv…

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter