0 kommentarer

Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

af d. 21. maj 2019
Info
 
Sideantal

239

Udgivet

2019

ISBN

978-87-970362-8-0

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Kan trangen til lakridspiber blive en uvane? – Ja, ifølge Kuno – eller Mads – som fortælleren foretrækker at kalde sig. Lakridspiber er en forbudt sag, og Mads har investeret sine sparepenge i et stort lager som han bringer med sig til Hvide Sande – byen over alle byer – hvor han er hyret til at skrive en hospice-patients historie.

Vi møder Mads, da han er gået ombord i bussen til Hvide Sande – efter at være udeblevet fra sin farmors begravelse. Dette får vi dog først kendskab til senere i historien. Mads mor indtaler vældig mange beskeder på hans mobiltelefon, beskeder som aldrig bliver besvaret. Mads er og bliver borte fra familien og forsøger nu at tjene til livets ophold ved at skrive erindringer – dog har han altid svært ved at formulere slutninger, så det må han have hjælp til. Da Mads ankommer til Ringkøbing, ser han en lyslevende geisha som med sit hvidmalede ansigt, knaldrøde læber og sortmalede øjenbryn står i en vandpyt og stirrer på en æggeformet nøglering – en tomagotchi. Denne tomagotchi spiller en rolle gennem hele bogen. Efter at have indlogeret sig i et telt på byens campingplads, møder Mads den person, som han skal skildre. Personen – som også hedder Kuno – er på gåtur med sin rollator i klitterne og ender sin gåtur ved slusen, hvor han kaster sig i vandet. Mads reagerer ved at redde ham, og man kan her spørge sig selv, om det var en korrekt og barmhjertig handling. Kuno havde en plan med at kaste sig i vandet, og han er ikke taknemmelig over at blive reddet – tværtimod. Det viser sig, at geishaen som Mads mødte i Ringkøbing er Kunos barnebarn. Hun besøger ofte sin bedstefar, og Mads og hende finder således sammen igen, og de hjælper begge den gamle som – trods sin modvilje mod livet – finder nye udfordringer. – De ulovlige lakridspiber bringer på humoristisk vis hovedpersonen ud i illegal handel med disse hvorved han føler sig forfulgt af egnens eneforhandler af denne vare, og han må i en periode overnatte i en bunker ved stranden. Bogens tema kan opfattes som et spørgsmål om aktiv dødshjælp – ”hvor sygt skal et menneske være, før det er o.k. at begå aktiv dødshjælp” – dette også med henblik på farmoderen – en helt anden historie.

Bogen – Hvis dette er en lakridspibe – er skrevet med en meget humoristisk undertone, selvom emnet er ret alvorligt. Sproget er flydende, og selve ideen med at følge en ung mand, som man igennem hele forløbet fornemmer, har noget i rygsækken, som piner ham, får læseren hurtigt gennem siderne. Selve opsætningen med halve sms-sider gør læsningen vældig ”spiselig”, og det specielle med de forbudte lakridspiber leder i disse valg-tider tankerne hen på EU og den problematik som for nogle år siden, var oppe at vende. Alt i alt en god og læseværdig debutbog, spændende at se hvad Mads Damsø finder på til næste gang!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter