0 kommentarer

Hvide Nætter af Fjodor Dostojevskij

af d. 1. februar 2010
Info
 
Sideantal

253

Udgivet

1942

ISBN

87-91812-70-4

Originaltitel

Belyje notji

 

Bogen ‘Hvide nætter’ fra serien ‘Dostojevskijs samlede værker’ indeholder tre sentimentale og romantiske skæbnehistorier, hvor tilfældighederne krydser og skiller to menneskers veje.

Først ‘Hvide nætter’, hvor den ensomme drømmer, hvis indre liv er så narkotisk fængslende som kun fantasien tillader det, ind imellem vågner op og savner det virkelige liv. En aften møder han en ung, ulykkelig dame, og han forelsker sig ulykkeligt i hende mens de deler deres livshistorier, fulde af ensomhed og følelsesmæssigt afsavn, med hinanden. Fortællingen præges af lange monologer og af det St. Petersborgske miljø, særligt de lyse sommeraftener. Tanker, følelser, og forventninger om den andens følelser, som den første person så reagerer på, ansigtsudtryk; alt sammen demonstrerer en dyb indsigt i og forståelse af den menneskelige psykologi, som skulle blive Dostojevskis særlige litterære kendemærke.

I ‘Den unge værtinde’ møder den forældreløse og ensomme Ordynov i kirken en gammel mand og hans smukke og indtagende kvindelige ledsager. Hun fylder hans liv med lys, og med hende i tankerne begynder han at bevæge sig ud af sin mentale fængselstilstand. Han lejer sig ind i det hus hvor hun bor for at være nær hende, og da han kort efter ligger syg, og hun plejer ham, kommer de hinanden nær. Men Murin, hendes værge, er fuld af ondskabsfuld jalousi. Historien udspiller sig primært i den klejne lejlighed, hvis klejnhed modsvares af trekantsdramaets menneskelige følelsers rækkevidde, dybde og styrke, hvor desperation, kærlighed, og had fylder billedet.

Slutteligt udspiller historien i ‘Den lille helt’ sig i et adeligt miljø ved en fest på et sommerslot, hvor hovedpersonen, en ung dreng, forelsker sig i en af festens damer. Helt rundtosset og forfjamsket bliver han af hendes nærhed, og et lille drama udspiller sig da han forsvarer hende og hendes hemmelighed; hun er forelsket i en anden end sin mand. Dostojevskij sætter et levende miljø op omkring dramaet, komplet med store balkjoler, smukke kvinder og noble herrer.

Masser af blussende kinder, stjålne blikke, bølgende barme, og stormende følelser gør fortællingerne meget, meget farverige; men så intenst beskrevet at historierne holder.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter