0 kommentarer

Hvem er fuldkommen? af Richard Russo

af d. 16. september 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

631

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7129-176-6

Originaltitel

Nobody's Fool

 

Pullitzerprisbelønnede Richard Russo er manden bag de vidunderlige romaner “Empire Falls” og “Åndernes rige”. Hyggelige, Radiserne-agtige bøger om livet blandt helt almindelige mennesker i små, amerikanske byer. Hverken samfundsomstyrtende eller skelsættende litteratur, men gode, gedigne læseoplevelser, der bliver siddende og varmer i krop og sjæl længe efter.

Succeserne med de to bestsellere har tilsyneladende inspireret forlaget Klim til at dykke ned i Russos bagkatalog. Og her gemmer sig minsandten “Hvem er fuldkommen?” fra 1993, der i sin tid blev til en ganske vellykket film med Paul Newman, Bruce Willis og Melanie Griffith.

Hvis de to førnævnte Russo-esser minder om universet i tegneserien Radiserne, er det med “Hvem er fuldkommen?” som at træde ind i tv-serien Sams Bar. Det er en rar og tryg verden, fyldt med pudseløjerlige indfald og sympatiske mennesker, der venskabeligt smådriller hinanden, og som ikke kunne gøre en kat fortræd. Konceptet kalder konstant på det skæve smil, om end ikke den larmende latter.

60-årige Sully deler sit liv mellem forefaldende fysisk arbejde og de daglige møder med venner og bekendte på dineren Hatties og baren The Horse i den lille by North Bath. Han bor til leje hos søde, gamle fru Beryl, påtager sig småopgaver for libertineren Carl, hvis labre viv han er lidt lun på, drikker lidt for mange bajere med sin etbenede advokat Wirf og sin kiksede kammerat Rub – og lever det frie, ubekymrede liv uden at føle ansvar for nogen eller noget. Det er lidt uheldigt, for rent faktisk har Sully både en søn og en sønnesøn og en ekskone og en elskerinde, der alle forventer mere af ham, end han er parat til at give dem.

I horisonten lurer truende skyer. Sullys knæ er ved at opgive kampen, og han spiser mere og mere mystiske piller for at holde smerterne fra døren. Hans værtindes misliebige søn, bankdirektøren, prøver at få ham hældt ud af huset og moderens liv, så sønnen kan lægge sine klamme hænder på det store, gamle hus. Og for at det ikke skal være løgn roder Sully sig ud i et slagsmål med en politibetjent og risikerer at tilbringe vinterhøjtiden bag tremmer.

Tempoet i “Hvem er fuldkommen?” giver ikke ligefrem sin læser åndenød. Man hygger sig imidlertid hele vejen gennem de 631 sider og føler sig udmærket underholdt. Det er som en light-udgave af Russos to senere blockbusters; læseværdig, men næppe mindeværdig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter