0 kommentarer

Huset ved havet af Nancy Thayer

af d. 31. august 2010
Info
 
Sideantal

427

Udgivet

2010

ISBN

978-87-11-42667-8

Originaltitel

Summer House

 

“Huset ved havet” er en roman om familier, om familiens klaustrofobiske omklamring som dræner alt, og om den enorme kærlighed som mildner alle sorger og får solen frem på en regnvejrsdag.

Nona Wheelwright fylder 90, og ligesom det sker hver sommer fyldes huset af familien, som gennem generationer har holdt ferie på øen Nantucket i familiens sommerresidens. Men denne sommer er det, som om en masse hemmeligheder trænger sig på.

Worth og Helen har en alvorlig krise i deres ægteskab, samtidig med at deres yngste søn, Teddy, pludselig dukker op med en gravid pige, som han påstår, han er gift med. Det burde være en lykkelig begivenhed, men Teddy er alkoholiker, og pigen virker mildest talt ikke som en, der er “værdig” til at indgå i familien Wheeelwright.

Datteren Charlotte har slået sig permanent ned på øen, hvor hun har startet et økologisk gartneri, som nu er begyndt at give overskud. Det burde være en positiv ting, men dels så Worth helst, at Charlotte gik ind i bankverdenen, som han selv og hans far, og dels skaber det problemer i familien som ser med misundelse på, at Charlotte har anlagt gartneriet på Nonas jord.

Endelig skal sønnen Oliver giftes – men han er bøsse, så fra den kant kommer der ingen børnebørn. Der er med andre ord masser af kriser, men som det heldigvis er i familier, er der også masser af overskud, kærlighed og tilgivelse.

Nancy Thayer har skrevet en dejlig roman, som jeg slugte over et par dage. Matriarken Nona skildres med tilbageblik på hendes ungdom under krigen, og glimtene herfra er med til at give et nuanceret og interessant billede af en kvindeskæbne, som nok har haft gode økonomiske kår, men bestemt ikke har haft et problemfrit liv af den grund. Det samme kan siges om de øvrige kvinder i romanen, som alle skildres med både fejl og mangler, men også med kærlighed.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Nancy Thayer, som på dansk også har fået udgivet romanerne “Ægtemænd og elskere” og “Familie hemmeligheder”, men jeg har bestemt fået lyst til det. Hun minder lidt om Joanna Trollope, som også kan skrive om kvindeliv på en lettilgængelig facon og alligevel med både kant og indsigt.

“Huset ved havet” er en dameroman af bedste karat. Velskrevet, underholdende med både hjertevarme og kant.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter