0 kommentarer

Huset i himlen af Amanda Lindhout og Sara Corbett

af d. 2. september 2015
Info
 
Sideantal

384

Udgivet

2014

ISBN

9788712049722

Originaltitel

A house in the sky

 

Prøv at smag på ordet “frihed”, og tænk derefter over, om din egen frihed er noget, som du tager for givet fordi du bor i et trygt land som Danmark.
Den svenske sanger Björn Afzelius sang engang om friheden “Du er det fineste jeg ved, du er det dyreste i verden….”, og her må man sige, at manden havde så fuldstændig ret.
Hvis den canadiske autodidakte journalist Amanda Lindhout kendte til den svenske visesanger ville hun give ham ganske ret, for hun har om nogen prøvet at miste netop sin frihed og selvbestemmelsesret.
Amanda Lindhout er født i Canada i 1981. Hun er vokset op i et dysfunktionelt hjem, hvor forældrene blev skilt da hun var ganske lille. Herefter havde moderen en tendens til at engagere sig i forhold med mænd, der var dybt voldelig overfor moderen og børnene, alkoholiseret og psykisk utilregnelig.
Pigen overlever mentalt ved at bladre gennem farvestrålende eksemplarer af National Geographic, der beretter om eksotiske rejsemål, og hun lover sig selv, at hun vil besøge disse steder når hun bliver voksen. Drømmen går i opfyldelse da hun i starten af 20´erne tjener sine egne penge og derefter kan tage på månedlange rejser til bl.a. Indien, Sydamerika og Sydøstasien.
Efter en del rejseaktivitet beslutter hun at tage til Somalia med sin gamle rejsekammerat og flamme Nigel Brennan. Det viser sig at være et katastrofalt valg da det er et af de farligste lande i verden for vesterlændinge.
Efter blot 4 dage bliver de begge kidnappet og holdt som gidsel i 15 måneder, hvor kidnapperne afpresser familien i vesten, de vil have penge for at løslade fangerne. Desværre har familierne ikke pengene, og forhandlinger med fangernes regeringer og familier går i gang. Forhandlingerne går i hårdknude da regeringen ikke vil støtte terrorister med penge.
Mens forhandlingerne om løsesummen pågår lever fangerne i helvedes forgård. De bliver skilt ad, de sultes, de får tæsk, bliver tortureret og Amanda oplever mange gange at blive voldtaget af flere af fangevogterne.
“Huset i himlen” er Amanda Lindhouts erindringer om hendes tidlige barndom og om de 15 måneder, hvor hun og Nigel Brennan blev holdt fanget i Somalia.
Bogen er virkelig barsk læsning, og man græmmes over hvad mennesker kan finde på at gøre mod hinanden for penge. Mennesket kan være et særdeles grimt dyr. Selvom bogen er barsk læsning er den samtidig velskrevet, velformuleret og også ganske spændende.
“Huset i himlen” er en fortælling om en stærk personlighed, der beretter om hvordan psyken langsomt nedbrydes når man udsættes for ekstremt pres, og det er ganske enkelt en glimrende bog, som jeg slugte i løbet af ganske kort tid.
Hvis man interesserer sig for det menneskelige sind og psyken, for rejsebeskrivelser og for nutidige politiske forhold vil man finde, at “Huset i himlen” er en glimrende bog.
Jeg belønner bogen med 5 stjerner og en varm anbefaling – og ønske om, at andre aflægger deres lokale Føtex et besøg for at købe bogen, der for øjeblikket har den på tilbud.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter