0 kommentarer

Hundrede år af Herbjørg Wassmo

af d. 12. august 2010
Info
 
Sideantal

441

Udgivet

2010

ISBN

978-87-11-42453-7

Originaltitel

Hundre år

Udgave

1.udgave

 

Jeg holder meget af at læse bøger, der strækker sig over flere generationer, og hvor det er slægtens kvinder, der er hovedpersonerne. Samtidig er Wassmo’s bog “Det syvende møde” en af mine yndlingsbøger, som jeg har læst flere gange. Jeg var derfor fuld af forventning, da jeg begyndte på “Hundrede år”, der handler om Wassmos mor Hjørdis, Mormor Elida og Oldemor Sara Susanne.

Det er en spændende fortælling, først om Sara Susannes ægteskab med Johannes, som hun modvilligt giftede sig med efter familiens ønske. Efterhånden lærte hun at holde af denne tavse mand, med hvem hun fik 12 børn. En skelsættende begivenhed er hendes møder og samtaler med præsten og kunstneren Fritz Jensen, der bruger hende som model til en altertavle.
Hendes yngste barn, Elida, gifter sig med Fredrik, imod Saras Susannes ønske, men af kærlighed. Desværre er Fredrik syg, og de må rejse langt for at få ham undersøgt og behandlet. For at klare det hele må nogle af deres 10 børn midlertidigt sættes i pleje – blandt andet Hjørdis, det yngste barn. Hun er så lille da det sker, at hun helt vænner sig til sin “nye mor” og har det meget hårdt med at komme hjem igen.
Hjørdis gifter sig med Hans efter at været brevkærester – for at finde ud af, at han er helt anderledes i virkeligheden. Og endelig er der Herbjørg, Hjørdis´ datter, som er utryg, når HAN, Hans, er i nærheden.

Bogen har et lækkert layout, billedet på omslaget findes også på selve bogen, og inden for omslaget er der et kort, så man kan følge med i geografien. Der er mange personer at holde styr på (man fik mange børn dengang)! En stamtavle til at hjælpe læseren med at holde styr på den store familie ville have været et plus. Det er ikke en kronologisk fortælling, der er spring i tid og sted. Bogens starter således med Herbjørgs barndomserindringer, og slutter med hendes fødsel. Hovedvægten er lagt på Sara Susanne og Elidas historier. En dejlig slægtshistorie om seje kvinder, kærlighed og længsel. Og også om at føle sig svigtet – og misbrugt – af sine nærmeste.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter