0 kommentarer

Hulernes sang af Jean M. Auel

af d. 4. juni 2011
Info
 
Sideantal

736

Udgivet

2011

ISBN

978-87-638-1682-3

Originaltitel

The land of painted caves

 
Da jeg i 80’erne læste ”Hulebjørnens Klan”, blev jeg grebet af historien om istidspigen Ayla, der voksede op hos Klanen.

Jeg blev betaget af de billeder som Jean M. Auel skabte med istiden som kulisse og havde dyb respekt for det store research-arbejde, der har ligget bag historierne om, hvordan det MÅSKE var at leve som menneske i istiden.

Jeg fulgte Aylas udvikling fra lille pige til teenager og voksen kvinde og de udfordringer, hun sloges med for at blive accepteret og være “god nok”. Udfordringer, der måske nok er anderledes i dag – men alligevel har mange lighedspunkter.

Nu mange år senere er 6. og sidste bind i den store krønike om Jordens Børn udkommet – og jeg er ked af at sige, at det var tung og kedelig læsning.

Jeg plejer at sluge en bog på et par få dage – denne her har jeg kæmpet med i 3 uger.

Universet er stadig istiden, måske er det mig, der er et andet sted i livet, og måske min litteraturforståelse har udviklet sig i en anden retning – men de 736 sider var hårde at komme igennem.

Der er alt for lange og trivielle beskrivelser af naturen og opskrifter på, hvordan man fremstiller naturmedicin, der kun er relevante, hvis man ønsker at være moderne heks. Der er sindrige beskrivelser af hvordan man bygger en hytte, og lange remser over hvilke slægt snart den ene, snart den anden person har.

Det er svært at holde fokus på handlingen, som der ikke er ret meget af – den lange bog taget i betragtning, og jeg må give Jyllandspostens anmelder ret i, at serien om Jordens Børn er gået fra at være en Grønspættebog til at være en Harlekinbog.

Bogen vil ikke samle støv på mine hylder – for jeg er vokset fra Jordens Børn.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter